Verdensnyhed vises frem i Bogense

Det bliver igen en fed weekend på Nordfyn. I Otterup åbner vi udstillingen ”KVIUM COLLECTED – en samlers passion”. Vel det ypperste indenfor kunstverdenen i Danmark, selvfølgelig suppleret med et par Eilersen-sofaer, det ypperste indenfor den verden. Vil man se noget af det ypperste indenfor sejlsport, så skal man kigge forbi Bogense Havn, hvor firmaet X-Yachts afholder en lille regatta for 20 X-Yachts. Udover at det er flotte både, så vil firmaet X-Yachts, der har base i Haderslev, vise en verdensnyhed, nemlig virksomhedens første motorbåd kaldet X-Power 33C. Bådene ankommer som udgangspunkt i løbet af fredag eftermiddag/ aften og forlader Bogense i løbet af søndag formiddag.

Arrangementet er kommet i stand via Martin Primholdts (Dampskibshuset, Bogense) netværk, og har til formål at skabe netværk og vise Bogense Havns flotte faciliteter frem.

”X-Yachts Gold Cup er et arrangement der rammer lige ned i den nordfynske maritime profil og matcher Nordfyns Kommunes FRI.LUFT.LIV. ” lyder det fra direktør Per Olesen, ”Vi vil mægtig gerne være vært for X-Yachts’ Gold Cup i 2023 og vil bruge weekenden på at fortælle om vores fortræffeligheder. Der er dog ingen aftaler om 2023 på nuværende tidspunkt.”

Der venter gode maritime oplevelse i Bogense i weekenden

X-Yachts Gold Cup har historie tilbage fra 1998 og har været afholdt mange forskellige steder rundt i Europa. Spanien, Italien, Frankrig, Norge, Tyskland og selvfølgelig Danmark. I år afvikles eventen i Århus i august måned.

”Der deltager normalt op mod 100 X-Yachts og i nærheden af 1.000 deltagere fra 10-15 forskellige nationer til X-Yacht Gold Cup. Det kunne være et fantastisk syn, og jeg har svært ved at forestille mig, at deltagerne ikke også skal et smut op i byen og se lidt i butikkerne eller nyde en enkelt øl eller to”, fortæller Per Olesen begejstret. ”Og en lidt sjov udregning fortæller, at med en minimumsværdi på 3-4 mio. kroner pr. båd, så vil der være for op mod en halv mia. kroner X-Yachts i havnen samtidig, hvis vi lykkedes med at tiltrække Gold Cup i 2023.”

Men her i weekenden er det i en noget mindre målestok. Der kommer som tidligere omtalt 20 X-Yachts, primært både der stadig er i produktion og størrelsesmæssigt mellem 32 og 55 fod. Bådene sejler lidt konkurrence lørdag eftermiddag, men vil ellers ligge til kaj ved Dampskibshuset.
Og så en verdensnyhed i form af X-power 33C.

Jo, det bliver en god weekend på Nordfyn, igen!