Fyens Stiftstidende og Ugeavisen Nordfyn er mere end bare 2 aviser. De er en del af mediekoncernen JFM; eller mediefællesskabet JFM, som de selv kalder sig. Men det er trods alt også en lokal arbejdsplads. Det lokale hovedsæde placeret på havnen i Bogense beskæftiger 8 ansatte. Én af dem er ”Lene fra Ugeavisen”.

Med 37 år i den lokale mediebranche er Lene Møllegård et af de meget kendte ansigter på Nordfyn. De seneste 30 år (jubilæum i november 2023) hos JFM og alle årene på Nordfyn. Nu er Lene ikke kun ”Lene fra Ugeavisen”, men medieansvarlig for Mediehuset Nordfyn. Det indebærer at Lene Møllegaard ikke ”kun” sælger annoncer til Ugeavisen Nordfyn, men faktisk arbejder med hele spektret af kommunikationskanaler fra aviser til radioreklamer over sociale medier, ligesom Lene eller én af hendes kolleger hjælper med at optimere hjemmesider og sikrer at hjemmesiderne dukker op, hvis potentielle kunder søger efter et produkt.

Lene kan nemlig det meste, og det skyldes at hun efter eget udsagn har været på en ufattelig spændende rejse:

”I mediebranchen nytter det ikke noget at man læner sig tilbage. Her er plejer død. Tidligere ramte man alle målgrupper, hvis man havde en annonce i avisen og var med i vejviseren. Nu er kunderne på alle forskellige kanaler: Aviser, TV, internettet, sociale medier eller henter informationer via radioen. Det gør opgaven meget sværere, men på sin vis også mere spændende”, lyder det fra Lene Møllegård.

Heldigvis er Lene glad for sit arbejde og man kan, når man er i selskab med hende, mærke at hun har hjertet med i sit arbejde. Hun giver flere gange klart udtryk for, at hun har ”Danmarks bedste kunder”:

”Det er klart at jeg hver gang skal give værdi for mine kunder. Hvor det førhen var enkeltannoncer og den korte bane der var fokus på, så laver vi nu mere langsigtede planer sammen med kunderne, og det er ofte på stort set alle de platforme, som findes i JFM.”

JFM er Danmarks næststørste private mediekoncern og dækker med 15 dagblade og 54 ugeaviser hele landet. Har egne radiokanaler, podcasts, trykkerier og de ca. 1.700 medarbejdere omsætter årligt for omkring 2,0 mia. kroner.

”Jeg ser den store koncern som en stor fordel. Vi kan mere eller mindre det hele i koncernen og jeg kan trække på alle vores produkter, så vi finder den bedste løsning til vores kunder. Samtidig er vi placeret lokalt, som f.eks. her på Nordfyn. Det betyder alt, og det at være lokal er noget jeg værner meget om.”

Den 62-årige medieansvarlige er ikke kun lokal arbejdsmæssigt. Lene bor i Farstrup, er opvokset i Morud og når hun ikke er hjemme eller på arbejde, så er hun enten med til at planlægge og afvikle Rosenfestivalen eller også kan du træffe hende nede i det lokale træningscenter kl. 05:30 3 gange om ugen.

Lene kan ikke alt, men hun kan meget.

Se mere

jfmedier.dk/bogense