Reelt er overskriften nok strammet lige rigeligt. For EMS Ambulance kører rent faktisk sjældent med udrykning. Men når man besøger virksomheden på hjemadressen lidt uden for Otterup, så møder man en fuldt udstyret ambulance med den rigtige skriggule farve og selvfølgelig med blå blink på taget.

Iværksætter Kim Fredensborg (47 år) har sammen med sin kone Anette (42 år) startet ambulance-virksomheden op i februar i år. Kim med en baggrund som ambulanceredder og Anette med en sundhedsfaglig baggrund som både sygeplejerske og ambulanceredder.

Kunderne, der typisk hentes via netværk og relationer, er f.eks. fra motorsportsverdenen og anden elitesport, hvor der stilles krav om tilstedeværelse af en ambulance med fagkompetent personale eller forsikringsverdenen, hvor patienter f.eks. skal hentes hjem fra skiferie eller fra andre destinationer rundt i Europa.

Næste uge – uge 47 – er national iværksætteruge. Så også af den grund er det aktuelt at spørge til, om det er hårdt at være iværksætter. Kim Fredensborg:

”Det er ufatteligt hårdt. Jeg har stadig mit job hos Ambulance Syd, og det er blandt andet med 24 timers døgnvagt. Når jeg så ikke er på arbejde, så gælder det vores nystartede virksomhed. Snakken om 80 timers arbejdsuge er ikke helt forkert, og så har corona også stillet krav til vores omstillingsparathed.”

EMS Ambulance har mærket corona direkte. Motorsport og anden elitesport afholdes i væsentligt mindre omfang, og der er ikke mange danskere, der pt. tager på ferie. Så det har været en hård opstart, men man mærker tydeligt iværksætter-energien. Firmaet er startet op med en mindre webshop, hvor der kan købes værnemidler, ligesom EMS Ambulance også tilbyder COVID19-tests med svar indenfor 15 minutter (læs mere om det her).

Familien har forberedt sig godt på hvervet som iværksætter. Kim har, inden han startede som iværksætter, taget uddannelse indenfor ledelse og markedsføring via UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. 1 gang om ugen fra 8:00 – 21:00 ved siden af fuldtidsjob og familie. Fortryder I?

”Nogle dage ja, nogle dage nej. Vi var, undskyld udtrykket, så fucking klar i starten af marts, hvorefter landet ”lukkede ned” pga. corona. Det var ikke med i planen, men så må vi jo omstille os til den nye verden”, lyder det fra Anette Fredensborg.

”Vi kan gøre det bedre” lyder det adskillige gange, når man taler med Anette og Kim. Parret tror på at kvalitet, og det at EMS Ambulance lever op til alle danske og europæiske standarder, er et konkurrenceparameter på den lange bane.

Det er hårdt at være iværksætter. Og nok ikke mindre hårdt indenfor sundhedsområdet, der naturligt er meget reguleret. Ja, rent faktisk er der regler for størrelsen på bogstaverne på ambulancen, der i øvrigt er hentet fra Eindhoven i Holland. Men det afholder ikke EMS Ambulance fra at drømme. Målet er om 5 år at have bidt sig fast i markedet og måske have en 3-4 ambulancer.

 

EMS Ambulance har udstyret klar!