I denne tid er der stort fokus på den nordfynske detailhandel. Det er ikke kun Nordfyns Erhverv og Turisme der har dette fokus, men i lige så høj grad Nordfyns Kommune og vores omliggende samfund.

Det er selvfølgelig corona-pandemien der har sat dette på dagsordenen, da mange butikker har oplevet en omsætningsnedgang, siden den brød ud.

Vi vil alle gerne have lokale butikker, så ’’køb lokalt’’ kampagnen har der været fuld knald på under denne krise.

Der er dog mere hjælp på vej til den nordfynske detailhandel. Som nævnt i Fyens Stiftstidende er flere tiltag på vej, og der ligger midler på omkring kr. 1,7 mio der skal bruges på at understøtte vores detailhandel.

Nordfyns Erhverv og Turisme har nu entreret med en herre ved navn Palle Kjær. Sammen med ham vil erhvervskonsulent Martin Hjorth og erhvervskonsulent Ove Syberg tage ud i alle vores butikker og give gode råd til, hvad man kan gøre for at lokke flere kunder til, få dem til at blive i butikken og dermed øge butikkernes omsætning.

Professionel gennemgang af butikken

Palle Kjær har mange års erfaring med rådgivning og udvikling inden for detailbranchen. Det handler om at kigge på butikken både udenfor og indenfor, og derefter have en god dialog med ejeren/bestyreren om hvad der kan gøres for at skærpe butikken.

Det betyder, at man pludselig får set sin butik efter med helt friske og professionelle øjne. Der bliver konkret kigget på:

  • Facade
  • Gadevarer
  • Indgangsparti
  • Skiltning
  • Indretning
  • Sortiment
  • Salgsudstillinger
  • Priser
  • Disk og kassefunktion
  • Helhedsindtryk m.m.

Efter gennemgangen vil Palle komme med ideer og tips til, hvordan forretningen kan udvikles.

Palle Kjær fortæller:

”Det handler ikke om store, forkromede og dyre løsninger, men at man i første omgang går efter de lavthængende frugter. Så der kommer en konkret plan for din forretning, og der ses ofte en stigning i antallet af ekspeditioner, og salget pr. kunde stiger med implementeringen af de foreslåede tiltag.”

Så inden længe vil butikkerne blive ringet op her fra NEET for at aftale dato og tidspunkt for dette, forhåbentligt, givtige besøg.

Erhvervskonsulent

Martin Hjorth

Tlf. 61 19 15 99
E-mail: martin@neet.dk

Erhvervskonsulent

Ove Syberg

Tlf. 21 17 21 01
E-mail: os@neet.dk