Kan man lave et succesfuldt generationsskifte og tjene penge under en krise som nu?

Ja, siger Martin Bøgeskov fra DK Plant i Otterup, der er kendt i hele landet for deres store produktion af agurker.

Han har overtaget virksomheden efter sin far Flemming og vil gerne fortælle lidt om den proces det er at generationsskifte.

”Det vigtigste er at starte i god tid. Man skal regne seks til otte år for at lave det perfekte generationsskifte, hvor der er styr på både økonomi og proces. For os har det taget seks år, og det gik for alvor i gang i 2014. Men vi begyndte at snakke om det allerede i 2012 og fik aftalt det videre forløb.”

Derefter gik det slag i slag, styret af en form for drejebog, de fulgte undervejs. Drejebogen beskrev år for år hvad og hvordan, tingene skulle gøres. Her understreger Martin vigtigheden af, at den daglige drift ikke må forstyrres i sådan en langstrakt proces.

”Det er også vigtigt at erkende, at det ikke er noget man selv kan klare med venstre hånd. Der blev entreret med konsulenter, advokater og revisorer. Det er en nødvendighed, så der ikke bliver lavet fejl undervejs i en proces med meget store værdier der skifter hænder”, understreger han.

En af de farer der er ved et generationsskifte er, at den der overtager virksomheden, starter med en stor gæld. Det er gift for en ny ejer, da virksomheden i en periode vil være utrolig sårbar over for bare små konjunkturudsving.

Her fortæller Martin, at DK Plant har kørt rigtig fornuftigt igennem mange år, og det har også været med til at han kunne starte op som ejer uden en kæmpegæld at tænke på.

”Man kan ikke gå i gang for tidligt”, råder Martin. ”Selv om mange ser det som noget der skal ske langt ud i fremtiden, så er det bare om at komme i gang. Der er så mange ting der skal gøres, og meget af det tager rigtig lang tid at få implementeret.”

gartneri drivhuse DK plant

DK Plant under coronakrisen

Med hensyn til at drive virksomhed under en krise som vi oplever nu, er DK Plant ikke så påvirket, fortæller Martin.

”Vi er i forvejen en fødevarevirksomhed der kører med et meget højt hygiejneniveau, så der er ikke ændret så meget hvad det angår. Der er lidt mere håndsprit på hylderne end normalt, og medarbejderne arbejder i teams og har ikke kontakt til de andre teams, heller ikke i pauserne.”

Med hensyn til antal medarbejdere, så er der det samme antal som der normalt er på denne årstid, beretter Martin, og der har heller ikke været problemer med at få de udenlandske medarbejdere på plads, da de allerede var i landet da epidemien brød ud.

”Folk køber stadig masser af agurker, men på en anden måde. Når børnene ikke skal i skole, ja så sælges der ikke så mange skoleagurker, men til gengæld sælges der så flere af de andre sorter. Salget har gået meget i bølger, men når det er fødevarer man producerer, ja så mærkes det ikke så meget i sådan en krise. Familierne skal have mad på bordet, og det gælder også det sunde, såsom agurker.”

Martin tror på fremtiden og er optimistisk med hensyn til, at Danmark hurtigt kommer på fode igen.

Læs mere

Læs mere om DK Plant her!