Giv gaver til dine nærmeste (eller andre) og få 20% rabat. Det er endnu et nordfynsk initiativ for at understøtte detailhandlen på Nordfyn og for, endnu engang, at skabe fokus på ”køb lokalt”.

I februar måned tog Nordfyns Kommune initiativ til at samle handelsforeningerne på Nordfyn, Landdistriktsrådet samt NEET med henblik på drøftelser om, hvordan vi bedst kunne understøtte detailhandlen, når tingene begyndte at lukke op. Et godt og konstruktivt virtuelt møde, hvor et af initiativerne blev at understøtte detailhandlen med et nordfynsk gavekort købt med rabat, men også et gavekort der skal kunne bruges hurtigt, så detailhandlen bliver understøttet efter en tid med lukkede døre og et kasseapparat, der kun er blevet brugt som støvsamler.

Idéen blev udviklet, og vi er glade for i denne uge at skyde det gule Gavekort Nordfyn i gang. Et gavekort, der skal supplere det succesfulde blå Gavekort Nordfyn i en kort periode. Der er produceret 1.500 gule Gavekort Nordfyn, der kan købes med 20% rabat. Det vil sige, at skal du købe et gavekort på 500,- kr., skal du kun have 400,- kr. op af lommen.

Initiativet bekræfter endnu engang, at vi står sammen på Nordfyn. Et enstemmigt Kultur-, Fritids- og Erhvervsudvalg bakkede op og dækker udgifterne til den massive markedsføring, der vil være af ”det gule gavekort” og af budskabet om at købe lokalt. Handelsforeningerne bakker op med lokal markedsføring, og NEET er tovholder og dækker underkursen på de 1.500 gavekort.

Det blå Gavekort Nordfyn har været en større succes, end vi havde håbet. Der er siden opstarten i slutningen af 2019 udstedt gavekort for 1.600.000 kroner, hvilket er tæt på dobbelt så meget, som vi budgetterede med. Der er i skrivende stund 631.177, – kroner, der ikke er indløst på de blå gavekort. Så har du et liggende i skuffen eller i din pung, så tag ned og besøg din specialbutik og vær med til at købe lokalt.
I den anledning kan vi genbruge udsagnet fra formand Per Maegaard fra Bogense Handelsstandsforening i den udsendte pressemeddelelse, der selvfølgelig er dækkende for hele Nordfyn:

”Vi har nu haft åbent i næsten en måned, og det er gået rigtigt godt. Vi håber at kunderne vil vedblive at benytte de gode indkøbsmuligheder, der er på Nordfyn. Kom ind til os, brug enten de bestående blå gavekort, de nye gule gavekort eller ”blot” dit dankort – vi er klar!”

Gult Gavekort Nordfyn

* Der sælges op til 1.500 gule gavekort
* Maximum udstedelse er 1.000 kr. pr. gavekort
* Det gule gavekort kan bruges i over 60 specialvarebutikker, restauranter og caféer på Nordfyn, der er en
del af Gavekort Nordfyn-ordningen.
* Det gule gavekort nulstilles den 1. oktober 2021.
* Det gule Gavekort Nordfyn kan købes i de butikker, der normalt udsteder blå Gavekort Nordfyn.
* Læs mere om det gule Gavekort Nordfyn her!