Har 2019 været et godt år for erhvervslivet på Nordfyn? Det må man sige ja til. Nordfyns Erhverv og Turismes udsendte har været på besøg i en række virksomheder for at høre, hvordan det forgangne år er forløbet.

Sammenfattende må man sige, at det er gået godt med et plus oveni. I alt fald for de virksomheder, vi har talt med, og mon ikke det giver et meget godt billede af, hvordan det generelt ser ud her på Nordfyn…

Vi ser fremgang i antal ansatte, vi ser indtrængen på nye eksportmarkeder, og vi ser nye produkter bane sig adgang til markedet. Desuden er det også positivt, at der bliver ansat nye elever og lærlinge i de nordfynske virksomheder.

Erik Wendelin fra Wencon i Bogense fortæller, at 2019 har været et fantastisk år med stor fremgang.

”Det gælder for alle områder i virksomheden, og det gælder også helt nye markeder som Saudi-Arabien og Tyrkiet.”

Ud over de kendte produkter har Wencon udviklet et produkt, der beskytter metaldele, som kommer i berøring med den svovlsure væske, som er et affaldsstof fra skibenes ’Scrubber’’. En Scrubber er en enhed, man bygger ind i et skibs skorsten. Enheden renser udstødningsgasserne for svovl og omdanner det til svovlsyre. Denne udledes i havet og gør her ingen skade. På den måde slipper man for at få en stor mængde svovl ud i atmosfæren.

”2020 ser også rigtig fornuftig ud for Wencon,” siger Erik beskedent.

Lars Møllerhøj fra Kappendrup Aps bekræfter den gode trend. De har indenfor det sidste år ansat en svend og to lærlinge, og det går fortsat fremad.

”Der er kommet gang i en del opgaver på Sjælland, der handler om halbyggeri. Det er en halentreprenør, der blandt andet bygger ridehaller, der manglede folk til el- og vvs-installationer samt til koordinering af disse opgaver. Det ser ud til, at det fortsætter ind i 2020,” siger Lars. ”Andre områder, der virkelig er gang i, er installation af træpillefyr og varmepumper. Ja, der er faktisk så meget gang i butikken, at vi nok kommer til at ansætte en svend mere,” tilføjer han.

Henrik Jørgensen fra House Nordic er helt på linje med de øvrige virksomhedsejere. Det er gået væsentlig bedre end forventet i 2019, fortæller han. Og det siger jo ikke så lidt. Det er både på hjemmemarkedet og på eksportmarkederne, det er gået voldsomt fremad.

I Søndersø er der lejet endnu mere lagerkapacitet ind, og House Nordic råder nu over samlet 7.500 m². Medarbejderstaben er nu oppe på 35, og der forventes endnu flere ansættelser i 2020.

”Jeg er sikker på, at 2020 også vil byde på en endnu højere vækstrate, både på hjemmemarkedet og på eksporten. For første gang skal vi på en stor messe i Køln i januar måned. Det kommer til at øge eksporten.”

Jeppe Kuhlmann fra JK Byg & Montage fortæller, at de har forskudt regnskabsår, så det først slutter 1. juni 2020. Men det går godt i virksomheden.

”Vi har rigeligt at lave og laver en god bundlinje. Det samme gælder for øvrigt for også for næste regnskabsår, så 2020 ser også rigtig godt ud.”

Jeppe forklarer, at det hele kunne se endnu bedre ud, hvis han kunne få den kvalificerede arbejdskraft, han har brug for. ”Jeg kunne sagtens bruge 2-3 tømrersvende mere. Der er rigeligt brug for dem.”

Henrik Fagerberg fra Scandrums ser frem mod 2020, hvor han ser store vækstrater, specielt på det svenske marked.

”2019 var et bedre år end 2018, som ellers var et godt år. Der er fremgang over hele linjen, både på det danske og svenske marked og inden for de forskellige produkter. Vi har nye produkter på det svenske marked, som giver et fingerpeg om et rigtig godt 2020. Der er lavt hængende frugter, der ikke er plukket endnu,” understreger han.

Alt i alt en meget positiv tilbagemelding fra en række nordfynske virksomheder. Det lover godt for fremtiden og sikrer et stærkt arbejdsmarked her på Nordfyn.

Ligeledes ved vi jo, at et voksende arbejdsmarked med al sandsynlighed genererer bosætning på sigt. Og det er jo lige, hvad vi alle ønsker.