Coronakrisen har betydet mange aflyste arrangementer. Store som små i alle dele af landet, også på Nordfyn.

Det suverænt største arrangement der er aflyst, er Rosenfestivalen. Her var alt kørt i stilling til det store brag den første weekend i august, så Jette Kærgaard fra Nordfyns Erhverv og Turisme brugte dage på at ringe rundt og aflyse alle de bestilte arrangementer.

Jette er salgschef i NEET og den der trækker det store læs, hvad angår Rosenfestivalen. Desuden er det blandt andet Jette der sælger busture fyldt med oplevelser, arrangerer guidede ture, og i det hele taget ’’sælger Nordfyn’’ på alle mulige måder. Jette har også opgaver, der retter sig mod det nordfynske erhvervsliv, samt yder en stor grad af medlemsservice i det daglige. Netværk Nordfyn arbejder hun også meget med, sammen med NEET-kollega Jørgen Bårris, og det er virkelig blevet taget godt imod i det nordfynske erhvervsliv.

rosenmarker

Jette Kærgaard fortæller:

”Aflysningen af de mange arrangementer var lidt af en mavepuster, men da man lige havde sundet sig lidt, var der jo kun en ting at gøre, og det var op på hesten igen. Vi skulle jo have folk til Nordfyn på den ene eller anden måde. Derfor er der blevet udviklet på de guidede ture der blev afviklet sidste år, og så er der kommet flere helt nye ture til.  Der vil også komme alternative rosenudsmykninger på hele Nordfyn, og der vil være guidede rundture i de nordfynske rosenmarker.”

guidet vandretur

Flere guidede ture end nogensinde før

I år er der også forskellige vandreture, man kan melde sig til. Der er guider med, og man kan endda få bragt en madpakke ud, så vandrerne ude på ruten har noget at glæde sig til. Turene går ud til nogle af de mest populære steder på Nordfyn.

Der er også forskellige lokale aktører, der arrangerer guidede ture, som så bliver solgt gennem VisitNordfyn. Det gælder bl.a. havkajakturtur til Æbelø, guidede rideture ved Bogense, SUP-tur ved Bogense Marina og meget mere.

Der bliver arrangeret Morten Korch ture med bus, guidede ture til Glavendruplunden med Danmarks længste runeinskription, rundvisninger på Vigelsø og meget mere. For første gang i år er der også flere ture med guide i Gyldensteen Park. Det er den private del, hvor offentligheden normalt ikke har adgang, men her viser Nordfynsk Guide Ulla Rasmussen rundt i denne sommer.

egebjerggård storskov

Noget for enhver

“Der er nye cykelture med guide i det nordfynske. Også steder hvor man normalt ikke må komme – så der er mulighed for at få helt unikke oplevelser. Og der er i år guidede rundvisninger på Klintebjerg, hvor man får historien om hvordan det lille fiskerleje har udviklet sig gennem årene. Turister kan også få fortalt historien om Manneken Pis i Bogense, hvor der også er byvandringer med gode historier og anekdoter sommeren over. I det hele taget er der et væld af aktiviteter i det nordfynske sommeren over. Hvis disse aktiviteter ikke er gratis, er langt de fleste til enhver pengepung,” fortæller Jette.

Så er der selvfølgelig den stolte skude Castor, som er gået så grueligt meget igennem, men som nu er helt på toppen igen. Her er arrangeret mange ture i løbet af sommeren fra havnen i Bogense, men Castor kan også chartres til egne ture.

Som noget nyt kan man også hyre sin egen personlige guide, som tager med i jeres bil. På den måde får I jeres helt egen personlige rundvisning på Nordfyn.

Alle disse mange aktiviteter trækker forhåbentlig mange gæster til Nordfyn samt betyder, at de mange gæster på overnatningsstederne kan opleve spændende aktiviteter. Så håber vi på, at de vil lægge rigtig mange kroner og euro’er i de nordfynske butikker og restauranter her i 2020.

 

Se alt om aktiviteterne her!