Nordfyns Erhverv og Turisme har opnået certificeringen Green Tourism Organization. Bag certificeringen ligger et grundigt forløb, hvor både den daglige drift og arbejdet med turismen på Nordfyn er blevet gennemgået.

Green Tourism Organization stiller blandt andet krav til energi og vand, affald, rengøring, fødevarer, indkøb og miljøledelse. Der skal sættes mål, udarbejdes en handlingsplan og løbende følges op.

Men certificeringen handler ikke kun om den daglige drift. Der indgår også krav til samarbejdet med turistvirksomheder, kommune og andre aktører, til egne møder og events og til at gøre det lettere for gæster at træffe mere miljøbevidste valg.

“Vi er rigtig glade for at have fået certificeringen. Der ligger et stort arbejde bag, og det er en god anerkendelse af de ændringer og den systematik, der er blevet arbejdet med. Samtidig har processen givet os en fast ramme for at sætte mål og følge op på arbejdet,” siger Rikke Lindhøj, bureauleder i Nordfyns Erhverv og Turisme.

Certificeringen følger samtidig den retning, dansk turisme bevæger sig i. I den nationale turismestrategi er ambitionen, at alle offentlige turismeorganisationer skal være bæredygtighedscertificerede i 2030. Nordfyns Erhverv og Turisme er ikke direkte omfattet af målet, men har valgt at følge samme retning.

For Nordfyn handler det også om fortsat at være en attraktiv destination i en tid, hvor hensyn til miljø og ressourceforbrug i stigende grad kan få betydning for turisternes valg.

Nordfyns Erhverv og Turisme skal recertificeres i 2027, og arbejdet med mål, dokumentation og opfølgning fortsætter derfor som en fast del af indsatsen.