Stor interesse på JUTEK’s stand.
Når man bevæger sig rundt på Langesømessen uden det store forhåndskendskab til juletræsproduktion og skovdrift, hører man hurtigt den samme bemærkning flere steder: Det skulle være verdens største fagmesse for juletræer, pyntegrønt og skovbrug.
Om den titel officielt kan dokumenteres, må stå hen. Men der er ingen tvivl om, at Nordfyn lægger jord til en stor og imponerende fagmesse med international tiltrækningskraft. Parkeringspladsen er et godt vine på det, der holder nemlig biler fra blandt andre Frankrig, Polen, Sverige, Belgien og Tyskland.
Langesømessen har rødder tilbage til begyndelsen af 1990’erne. Med omkring 120 stande og et stort udvalg af både små og meget store maskiner er der rigeligt at se nærmere på.
Blandt udstillerne er den nordfynske virksomhed JUTEK. På virksomhedens store stand er indehaver Jørgen Kæhlershøj tydeligvis i sit rette element, mens han taler med nuværende og mulige kommende kunder.
”Det er en god messe for os. Det er ikke en salgsmesse, men vi får plejet vores netværk,” fortæller Jørgen.
Dette er ikke AI-initieret, men på en juletræsmesse skal julemanden selvfølgelig være med, selv 3. torsdag i august.
Gæsterne bliver også lokket til af duften af friskbagte pandekager.
”Vi laver 2.500 pandekager på messen og får på den måde en god anledning til at tale med gæsterne.”
Den tredje torsdag i august er fast messedag ved Langesø, og årets udgave blev endnu en god dag. Ditlev Berner, ejerleder af Holstenhuus og ansvarlig for driften på Langesø Gods, var efterfølgende meget tilfreds:
”Vi har fået ros fra vores gæster. Vi har fremgang i besøgstallet, men måske endnu vigtigere er det de rigtige gæster, der kommer. Derfor er udstillerne også glade. Det er bare gået rigtig godt.”
Se mere