Til sidste års generalforsamling fik Lunde Vogmandsforretning prisen som Årets Virksomhed.

Når Nordfyns Erhverv og Turisme holder generalforsamling den 19. marts, skal du som medlem vælge Årets Virksomhed på Nordfyn 2025.

De tre nominerede er udpeget af bestyrelsen, og feltet viser et nordfynsk erhvervsliv med både bredde, udvikling og stærk lokal forankring.

Hofmansgave

Stiftelsen Hofmansgave

Stiftelsen Hofmansgave er for mange kendt for sin helt særlige beliggenhed. Da godsinspektør Dennis Stentebjerg Hansen blev interviewet til denne historie, sad han ganske passende og kiggede ud over fjorden. Det siger næsten alt om stedet: Hofmansgave er noget ganske særligt på Nordfyn. Men virksomheden skal beskrives som langt mere end et klassisk gods eller et landbrug.

Her drives en moderne virksomhed med flere ben at stå på: agerdyrkning, kvægbrug, frugtavl, juletræer, boligudlejning og sommerhusgrunde. Hofmansgave er også med i forskningsarbejde om reduktion af metan fra kostalde. Solceller på staldenes tage, vindmøller og halmfyr er eksempler på løsninger, der reducerer CO2-udledning markant, og der arbejdes løbende med at nedbringe udledningen af næringsstoffer til Odense Fjord. Dertil kommer, at stedet rummer offentlig adgang til både park, museumsmiljøer og den særlige natur ved Enebærodde.

Det gør Hofmansgave til en virksomhed, som både driver forretning og samtidig har blik for landskab, historie og fællesskab. Dennis Stentebjerg Hansen kalder nomineringen en anerkendelse og peger selv på alsidigheden og friheden i jobbet som noget af det bedste ved hverdagen på Hofmansgave.

Nørregård

Nørregaard ApS

Nørregaard ApS i Morud er nomineret som en virksomhed, der gennem flere år har vist stabilitet og stærk faglig bredde. Med omkring 25 ansatte løser virksomheden opgaver inden for anlæg, kloak, jord, dræn, beton, støbning, planering og sportsanlæg med kunst- og hybridgræs. Anders Jørgen Nielsen overtog virksomheden fra sin far i 2007, og siden er forretningen vokset på et fundament af godt håndværk og tilfredse kunder. Der investeres i nye faciliteter til både medarbejdere og administration, og virksomheden løfter i dag både lokale opgaver og større projekter uden for Fyn.

Som en lille men spændende sidegesjæft arbejdes der også med kunstgræsbaner. Senest har virksomheden gennem NKI Sport netop underskrevet kontrakt på levering af en bane i Sierra Leone. Det understreger, at der er fremdrift og udsyn.

Anders Jørgen Nielsen tager selv nomineringen beskedent, men med glæde. For ham handler hverdagen lige nu blandt andet om, at frosten er kommet af jorden, så tidsplanerne kan holde.
Det er måske meget sigende for Nørregaard ApS: En virksomhed med begge ben solidt plantet i virkeligheden, hvor tingene skal fungere i praksis. Samtidig rummer forretningen også ambitioner og udvikling, og med de mange forskellige opgavetyper og en stærk position i markedet er Nørregaard en værdig kandidat til titlen.

Dewa

DEWA VVS & Energi A/S

DEWA VVS & Energi A/S i Søndersø er den tredje nominerede virksomhed. Her er der tale om en virksomhed, som gennem årene har udviklet sig fra klassisk håndværksvirksomhed til en moderne installationsforretning med bred vifte af ydelser og kunder både lokalt og nationalt.

Virksomheden har rødder tilbage til 1999 og drives i dag af Dann og Andi Bech Andersen. DEWA arbejder med VVS, varme, klima og energiløsninger for både private, erhverv, byggeri, boligforeninger og større entrepriseopgaver. Det er med andre ord en virksomhed, der favner bredt og kan løse både mindre opgaver og store, samlede løsninger.

DEWA har kunder langt uden for Nordfyn, fra Hjallerup til Rødby og i de større byer midt imellem, men den lokale forankring fylder fortsat meget. Nomineringen kan derfor også ses som et skulderklap til en virksomhed, der både er synlig i lokalsamfundet og samtidig formår at arbejde i større geografier. Ifølge Andi Bech Andersen er nomineringen netop et tegn på, at virksomheden bliver set og værdsat lokalt.

Virksomheden er samtidig midt i en spændende fase, hvor byggeriet af nye lokaler i Søndersø er i fuld gang. Flytningen markerer et nyt kapitel og vidner om en virksomhed i fortsat bevægelse. Når flytningen er gennemført, bliver det markeret med en åbningsreception. Spørgsmålet er så, om der til den tid også er en pris som Årets Virksomhed at fejre.

Hvem får titlen?

De tre nominerede virksomheder er vidt forskellige, men fælles for dem er, at de skaber aktivitet, arbejdspladser og udvikling på Nordfyn. Hvem der løber med titlen som Årets Virksomhed på Nordfyn 2025, afgør DU på generalforsamlingen den 19. marts.

Husk tilmelding på neet.dk/generalforsamling

Læs mere

hofmansgave.dk

Nørregaard ApS på Facebook

dewa-vvs.dk