Henrik Fagerberg ved Nordfyns Erhverv og Turismes generalforsamling i 2025.

2025 er slut – og Henrik Fagerberg, direktør i Scandrums og formand for Nordfyns Erhverv og Turisme, beskriver året som både overraskende travlt og lærerigt.

Her deler han sine tanker om erhvervslivet på Nordfyn, Scandrums’ store nyhed i 2025 – og hvad han forventer af 2026.

Hvordan vil du beskrive erhvervsåret 2025 – helt overordnet?

“Det har været præget af stor aktivitet – ja faktisk overraskende stor aktivitet. Jeg synes, erhvervslivet har stået ret robust og vist stor tilpasningsevne.”

Hvad er det, der gør virksomhederne mere robuste lige nu?

“Siden corona har der ikke været meget stabilitet. Så på en måde er erhvervslivet blevet vant til, at der pludselig kan opstå situationer, man skal reagere på. Det har gjort mange skarpere og hurtigere til at omstille sig.”

Hvis vi zoomer ind på Scandrums: Hvordan har 2025 været?

“Det har været et meget, meget intenst år. Udviklingen har ikke stået stille – der har været sindssygt mange muligheder. Og så blev Scandrums jo opkøbt af tyske Schütz, som nu ejer 51%.”

Hvad forventer du af 2026 for erhvervslivet generelt?

“Jeg tror, udviklingen fortsætter. Robustheden fortsætter også – og jeg forventer, at der bliver arbejdet videre med nye løsninger og nye samarbejdsformer. Og så er der ekstremt meget fokus på bæredygtighed.”

Og for Scandrums – hvad ligger der foran jer i 2026?

“Der er store forventninger til året efter salget til Schütz. Der er planer om flere investeringer hos os her lokalt i Søndersø, og jeg forventer en ret markant vækst. Det bliver et sindssygt spændende år.”

Verden er urolig. Fylder det i dine forventninger til 2026?

“Uro i verden og ustabilitet er nok den nye normalitet. Det er noget, man tager med i sine overvejelser – men man skal stadig drive forretning og få ting til at ske.”

Og folketingsvalget i 2026 – får det betydning?

“Det er ‘bare politik’ og jeg følger med, men jeg forventer ikke den store betydning på den korte bane.”

Til sidst: Har du et nytårsforsæt?

“Har vi ikke alle det? Vi har haft et meget intenst år, og måske er der en risiko for at blive fartblind. Så jeg vil gerne have, at vi bliver bedre til at fejre de små succeser og fortælle de gode historier.”

Det gælder vel os alle på Nordfyn.

Godt nytår – og tak for 2025!