Så er det tid til sprogfestival i Bogense igen. Fredag den 16. og lørdag den 17. september er sproget sat i centrum i Bogense ved en mængde events i hele byen. Festivalen afholdes i tæt samarbejde mellem Dansk Sprognævn og Nordfyns Erhverv og Turisme.

Susanne Geil

Susanne Geil, senior eventkoordinator i NEET, er projektleder på SPROGENSE:

Det er en relativt ny folkelig sprogfestival, der afholdes for anden gang”, fortæller Susanne. ”Festivalen skulle egentlig være startet op før, men som så meget andet satte coronapandemien en kæp i hjulet for det. Nu er alle sejl sat til for at sætte et brag af en festival i søen.”

Der vil være en lang række faglige foredrag ved festivalen. Her kan de der ønsker det, blive meget klogere på det danske sprog. Der vil også være en sproggade, hvor det blomstrer med ord og dekorationer. Her er lærere og elever fra Bogense Skole involveret i dekorationer, der alle har noget med bogstaver og sproget at gøre.

Der kommer en event med over 100.000 LEGO® klodser der kan bygges bogstaver af, så børnene kan bare gå i gang.

Man kan også møde en masse virksomheder, organisationer og foreninger der alle arbejder med sproget til daglig.

Med hjælp fra Albani Fonden bliver der også en sprogbar – eller fredagsbar om man vil. Her vil der være forskellige underholdende indslag og naturligvis mulighed for at købe diverse drikkevarer.

Anders Agger lægger vejen forbi for at fortælle om sit brug af sproget, ligesom den fynske biskop Tine Lindhardt i kirken vil fortælle om ordets brug i det kirkelige.

En anden kendis der lægger vejen forbi, er standup-komikeren Christian Fuhlendorff. Christian lever af ord på trods af, at han faktisk er ordblind. Og ordblindhed er der fokus på i år, da rigtig mange danskere faktisk har et liv med ordblindhed, forklarer Susanne.

Samlet set er der over 70 forskellige aktiviteter der løber af stablen over de to festivaldage, og det er absolut for hele familien. SPROGENSE er ikke kun for fynboer, men for alle i hele landet der interesserer sig for det vi alle bruger hver dag, nemlig sproget. Og ja, så sætter festivalen jo også Bogense på landkortet. Sprogfestivalen var ikke kommet op at stå i sin nuværende form uden hjælp fra alle de frivillige samt støtten fra Region Syddanmark og Albani Fonden”, slutter Susanne.

Thomas Hestbæk Andersen

Direktør i Dansk Sprognævn Thomas Hestbæk Andersen er glad for samarbejdet med Nordfyns Erhverv og Turisme omkring SPROGENSE projektet. Han er glad for projektet og for at NEET har taget ejerskab over eventen.

I det daglige er det Sprognævnets opgave at informere og vejlede omkring sproget, men det er også vigtigt at sætte sproget til debat. Og sprogfestivalen er et eminent sted for netop det, også fordi det er en del af kulturforståelsen omkring sproget. Det er også vigtigt at komme ’’ud af huset’’ for at formidle og debattere sproget. Jeg er glad for at komme ud til en bredere skare, hvor det er muligt at formidle den forskning og faglighed der findes i Sprognævnet. SPROGENSE er en begivenhed der løser opgaven med at komme ud og formidle alt det vi har på hjertet i Dansk Sprognævn. Det har vi ikke mulighed for i hverdagen med det antal årsværk der er til rådighed. Nu er så mange samlet på én gang, så der er mange fluer at smække samtidig. Jeg er oprigtig glad for at dette skib er sat i søen, og at Nordfyns Erhverv og Turisme har taget kaptajnskasketten på. så den rigtige retning er sat.

Thomas ser frem til at SPROGENSE bliver en større og større event, der orienterer sig mod hele Danmark og viser sig relevant for både de professionelle sprogfolk og de mange danskere der er interesserede i sproget og dets udvikling. Han håber at man i løbet af nogle år vil komme op på 10-12 tusind deltagere. Her tilføjer han, at Bogense jo er en fantastisk hyggelig by, og at det også kan få folk til at komme forbi. Allerede denne anden gang festivalen bliver afholdt kommer der flere gymnasieelever og flere fra studiemiljøet på universitetet.

Han nævner igen det gode samarbejde med NEET, som har gjort festivalen mulig. Uden deres kompetencer og erfaring med afholdelse af events var det ikke muligt at løfte opgaven, uddyber han.

Han tilføjer, at dette samarbejde med NEET jo også er et bevis på det gode der kommer ud af at være udflyttet til Bogense. Nemlig at der er lokale relationer, selv om Sprognævnet er for hele Danmark.

Thomas er glad for at erhvervslivet støtter op om SPROGENSE. Han mener at man sidste år lige skulle se hvad det var for noget, og om der kom mennesker til byen til eventen. Han håber også at overnatningssteder, restauranter og cafeer vil være med til at give gæsterne en rigtig god oplevelse.

Læs mere

SPROGENSE.dk