Fra webshop til butik i bymidten
Du er måske stødt på virksomheden Holm 2027 ApS – enten online via Skruebissen.dk eller gennem Det Kreative Univers, som både findes digitalt og fysisk på Adelgade i Bogense.
Virksomhederne drives af Charlotte Holm og Jim Jensen. Charlotte har sit primære fokus på Det Kreative Univers, mens Jim står for driften af Skruebissen.dk.
Lager og logistik med base på Mortensdam
På Mortensdam uden for Bogense ligger lageret for Skruebissen. Her håndteres pakning, salg og forsendelse af bolte, møtrikker, skruer og beslægtede produkter. Kunderne tæller blandt andet håndværkere, gør-det-selv-folk og bådejere.

Stærk vækst og flere erhvervskunder
De seneste år har Skruebissen været i markant fremgang. Især det rustfrie sortiment og virksomhedens sortimentskasser fylder mere og mere i salget.
I dag er omkring 30 procent af kunderne erhvervskunder, og netop dette område er i vækst, fortæller Jim:
”Flere og flere håndværkere får efterhånden øjnene op for at vi eksisterer – synlighed online er en benhård disciplin, og det har kostet mange ressourcer at nå dertil hvor vi er i dag.”
Årligt afsendes der mellem 45.000 og 50.000 pakker, svarende til cirka 3.500 forsendelser om måneden.
Indkøbsstrategi med fokus på pris og kvalitet
Driften bygger på en tydelig indkøbsstrategi. Der indkøbes store partier i god kvalitet, som efterfølgende ompakkes i mindre enheder på lageret i Bogense.
Det giver fleksibilitet i sortimentet og mulighed for konkurrencedygtige priser. Målsætningen er at ligge helt i front prismæssigt uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Fleksjob som fast del af hverdagen
Fleksjob spiller en central rolle i Skruebissens daglige drift. I dag er der tilknyttet fire fleksjobbere samt én medarbejder på almindelige vilkår. Virksomhedens første ansatte blev ansat i fleksjob og har nu været en del af Skruebissen i seks år.
Rekruttering sker typisk i samarbejde med Nordfyns Kommunes Jobcenter og Virksomhedsservice, som bidrager med både afklaring og løbende dialog.
Kontrolleret vækst og klare mål
Ambitionen er fortsat vækst – men i et tempo, hvor drift og arbejdsgange følger med. Målet er en omsætningsstigning på 10-15 procent i indeværende år:
”Ved siden af Skruebissen.dk driver jeg en ingeniørforretning, hvor jeg assisterer i projekteringen af mange større projekter i maskinindustrien. Planen er at få løftet omsætningen til et niveau, hvor jeg kan tillade mig at fokusere endnu mere af min tid på Skruebissen, og vi er godt på vej.”
Se mere
Kontakt virksomhedsservice ved Jobcenter Nordfyn – og få mere at vide om mulighederne for hjælp til rekruttering
Se mere om virksomheden på skruebissen.dk
Seneste kommentarer