Vi har besøgt Fjeldgaardshop, hvor Sarah Jensby Fjeldgaard står bag en webshop med en tydelig kurs.
Fra alt-muligt butik til skarp fokus
Da webshoppen så dagens lys i 2020, spændte sortimentet vidt – hest, hund, kat og meget mere. Efter en skulderskade blev de tunge varer droppet, og i dag handler alt om hund (og lidt kat). Det har givet langt mere ro i hverdagen, bedre økonomi og bedre plads til kunderne.
”De første 4 år af webshoppen eksistens kørte vi et med et meget bredt sortiment. Dog har vi grundet en afskedigelse af et par medarbejdere samt en skade i min skulder valgt at snævre sortimentet ind. Vi har bl.a. sorteret hesteprodukter, som er meget tunge, fra.”
Webshoppen fokuserer i dag alene på varer til hunde- og katteejere og har et strengt EU- og kvalitetsfokus.
”Jeg har brugt det sidste år på at starte leverandørsamarbejder med leverandører som kunne levere europæisk producerede foder-, udstyrs- og plejeprodukter. Arbejdet har krævet tålmodighed, og flere af leverandørerne har stillet store spørgsmålstegn undervejs, men det er vigtigt for mig at jeg kan stå inde, både for råvarernes oprindelse, men også for arbejdsforholdene, hvor produkterne produceres.”
Mange kunder reagerer positivt på, at alle godbidderne og en del af hundetilbehøret kommer fra europæiske producenter, og at der er tænkt over både materialer og transport – der har været en øget ordretilgang, især blandt nye kunder. Også økonomien har fået et løft efter skiftet.
”Vores indkøbspriser er steget lidt, men faktisk har det kun kostet en stigning på gns. 10-20 % at skifte en vare fra at være produceret udenfor, til at være produceret indenfor EU. Efter skiftet er vores avance mere eller mindre uændret, men bundlinjen ser væsentligt bedre ud.”

Bæredygtige valg i det små
I webshoppen bliver der tænkt meget over hvordan tingene kan gøres så ”bæredygtige” som muligt.
Genbrugspapkasser har været en naturlig del af dagligdagen helt fra starten. Det sparer penge og reducerer spild. Pakkeriet tager en anelse længere tid, da der tit skal fjernes labels fra fx. tidligere brug, men Sarah holder fast i metoden.
”Siden forretningen startede, har vi brugt genbrugsemballage, både de udvendige og indvendige dele. Det var for mig et naturligt sted at sætte ind, da jeg vurderede, at kunderne ville være helt ligeglade med mine typer af forsendelser, så længe at varerne kommer ubeskadigede frem.”
Sarah nævner med et smil, at hun håber på at der kunne komme en lokal aktør med genbrugspapkasser – da hun i dag er nødt til at få fragtet genbrugskasserne fra Jylland. Dertil kommer en firmabil på el og plastposer og pakketape af genanvendt materiale. Små valg, der trækker i samme retning.
Digital hverdag med hjælp fra AI
Sarah står selv for hele markedsføringen og har gennem årene fået rutine med Google Ads, Facebook og Instagram. Kunstig intelligens klarer efterhånden det meste af tastearbejdet – og det har skåret arbejdstiden til vareoprettelser ned til få minutter.
” Mit mest brugte værktøj er ChatGPT. Jeg bruger det som en lynhurtig assistent til både SEO-tekster, produktbeskrivelser, nyhedsbreve, billeder og grafik, og det sparer mig for rigtig meget tid i hverdagen.”

Hverdagen og fremtiden
I dag ryger der omkring 300 pakker afsted hver måned, og med to ugentlige nyhedsbreve til de mange abonnenter kan Sarah sagtens få tiden til at gå.
På sigt håber Sarah at finde én ansat med flair for markedsføring – og måske en ung hjælpende hånd til lettere lageropgaver. Målet er en virksomhedsdrift, hvor balance, ordentlighed og kvalitet får førsteprioritet.
” Jeg jagter ikke stor vækst for enhver pris, men det ville da være fint. Det vigtigste for mig er at få opbygget en forretning hvor jeg ikke skal gå på kompromis med mine værdier og med mine hverdagsrutiner med familieliv og børn.”
Seneste kommentarer