Midt på Hjorslevvej i Otterup, i bunden af REA Automatdrejnings parkeringsplads, gemmer der sig en virksomhed, som de færreste nordfynboere nok kender til, men som resten af verden drager nytte af. Nemlig AtoZ Electronic.
Virksomheden er ejet og drevet af Allan Knudsen, en mand der ikke blot forstår elektronik – men selve sjælen i et batteri.
Allans karriere begyndte hos MicroMatic og siden Danionics, hvor han tilbragte op mod halvdelen af tiden i Asien. Her lærte han alt, hvad der var at vide om batterier: Ikke bare hvordan de bygges, men hvordan de opfører sig over tid. Da Danionics blev solgt til GP Battery, fulgte Allan med i en kort periode, men han havde fået nok. Han ville skabe noget selv.
“99,9 % af verdens befolkning ved ikke, hvordan et batteri virker. Jeg lever af at forstå det – og af at få det til at virke i mange, mange år,” fortæller Allan Knudsen med et smil.
En mand og hans kredsløb
Det var i 2004, at Allan etablerede AtoZ Electronic, som i år rundede sit 20-års jubilæum. Det skete uden reception eller avisomtale, ligesom hans seks Gazelle-priser og solide overskud de seneste år har fået lov at tale for sig selv.
I begyndelsen udviklede AtoZ udstyr til sundhedssektoren – blandt andet for tandlæger og hospitaler – men de seneste år har virksomheden næsten udelukkende beskæftiget sig med overvågningsudstyr til forsvarsindustrien verden over.
Et af de mest avancerede produkter er en “ground sensor”. Det er en lille sender, der placeres i jorden og registrerer vibrationer og lyde. Sensoren kan, ud fra mønstre i lydbølgerne, afkode, om der er mennesker, køretøjer – eller endda tanks – i nærheden.
Allan har selv udviklet al hardwaren til systemet:
“Det lyder måske som James Bond, men det handler mest om ekstrem præcision og om at få noget til at virke på et minimum af strøm. Batteriet er altid udfordringen – og det er dér, jeg kan noget særligt.”
En opfinders hverdag mellem genialitet og stædighed
Selvom AtoZ Electronic i dag er en lille, højt specialiseret virksomhed, er der intet tilfældigt over arbejdet i værkstedet i Otterup. Allan beskriver dagene som en blanding af “gode dage og dårlige dage” som enhver, der arbejder med udvikling, kan nikke genkendende til.
Et af de projekter, han husker bedst, var udviklingen af et kamera med udskiftelige fronter, som senere blev videreudviklet til et passivt infrarødt kamera – et system, der i dag bruges til overvågning i felten.
“Det var et af de projekter, hvor man virkelig følte, man havde ramt noget rigtigt. Det føltes ikke som et job, mere som en mission,” siger han.
Fremtiden: Otterup og intet andet
Allan har ingen planer om at flytte hverken produktion eller udvikling væk fra Nordfyn. Tværtimod.
”Jeg bliver ved, så længe jeg syntes det er sjovt.”
Drømmen var og er at finde en dygtig ingeniør, som har lyst til at tage over eller i det mindste arbejde tæt sammen med ham.
“Men det skal være den rigtige. Det tager et øjeblik at lære, men et helt liv at forstå, hvad det egentlig handler om. Planen er klar: Drive virksomheden så længe jeg lever – mindst 10 år endnu.“
En stille kraft på Nordfyn
AtoZ Electronic er måske ikke en virksomhed, der larmer – men den er et stærkt eksempel på, hvad nørdet passion, vedholdenhed og lokal forankring kan skabe.
Se mere
Seneste kommentarer