Nordfyns Kommune har fået ny leder af virksomhedsservice og jobindsats. Siden marts måned har Sofie Nørgård Kristensen stået i spidsen for et hold på 12 virksomhedskonsulenter, der hver dag arbejder for at skabe gode match mellem virksomheder og borgere.

Sofie kommer med solid erfaring – tre år fra Odense Kommune og knap seks år fra Middelfart Kommune – og har allerede opdaget mange af fordelene i Nordfyns Kommune.

Håndholdt service og tæt samarbejde

Ifølge Sofie er styrken i Nordfyns virksomhedsservice, at der er kort vej fra idé til handling:

Der er klare fordele ved at arbejde i en mindre kommune: Vi er tæt på sagerne og tæt på virksomhederne. Vi kender hinanden på tværs i de kommunale afdelinger og løfter i fællesskab med udgangspunkt i vores strategi. Vi arbejder håndholdt med udgangspunkt i den enkelte virksomheds behov og efterspørgsel, bruger energi på at lære virksomhederne at kende og kan derfor levere en individuel, professionel service. Den tætte kontakt gør også, at vi kan bringe viden, der egentlig hører til i en anden kommunal afdeling, videre,” fortæller hun.

Formålet er færre blindgyder, hurtige resultater og en professionel service.
Sofie lægger ikke skjul på, at der er udfordringer på arbejdsmarkedet – også på Nordfyn.

Mange virksomheder kan ikke få den arbejdskraft, de efterspørger. Det presser både produktionen, omsætningen og medarbejderne. Selvom vi også hele tiden har jobsøgende tilmeldt jobcentret, matcher de ikke nødvendigvis de kvalifikationer, virksomhederne efterspørger. Det er derfor en vigtig opgave for os i jobcentret at gå i dialog med virksomhederne omkring substitutionsarbejdskraft, så ressourcerne anvendes bedst muligt. Samtidig har vi brug for, at virksomhederne giver ledige en chance for at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.”

Sofie Nørgård Kristensen fra virksomhedsservice

Potentiale for yderligere samarbejde

Sofie ser store muligheder i at styrke dialogen med endnu flere virksomheder på Nordfyn:

Vi skal hele tiden holde os ajour med det lokale arbejdsmarked. Vi har besøgt mange virksomheder i kommunen – men der er stadig nogen, vi ikke kender. Så ring endelig,” opfordrer hun.

Hun understreger, at selvom beskæftigelsesområdet er under reform og det fylder, så er det ikke en barriere:

”Vi er her for at hjælpe. Faktisk er det vores ambition at skrue endnu mere op for samarbejdet med virksomhederne i fremtiden – det er afgørende for, at vi kan lykkes med vores opgave. Så tøv ikke med at tage kontakt,” siger Sofie Nørgård Kristensen.

Virksomheder på Nordfyn, der ønsker sparring eller hjælp fra virksomhedsservice, kan kontakte Sofie Nørgård Kristensen eller en af hendes 12 virksomhedskonsulenter direkte.

Kontakt virksomhedsservice

Se mere på nordfynskommune.dk/erhverv/virksomhedsservice-jobcenter