Som noget helt nyt holder Vandtårnet vinteråbent.
Vandtårnet i Bogense bliver besøgt af rigtig mange mennesker hen over sommerhalvåret. Nu udvides åbningstiden, så vores mange gæster også kan besøge Vandtårnet i vinterhalvåret, og det er endda med en flot, flot udstilling af en lokal fotograf.
Fra den 15. januar 2026 kan Casper Winther Hansens fotoudstilling opleves.
På Nordfyn er vi omgivet af den skønneste natur og mange historiske herregårde og slotte. Udstillingen i Vandtårnet giver et lille indblik i nogle af de dejlige steder, man kan møde rundt omkring i det nordfynske.
Fotografen bag udstillingen
Manden bag fotoudstillingen er Casper Winther Hansen, der til dagligt arbejder som grafiker hos Nordfyns Erhverv og Turisme. Casper er oprindeligt fra Otterup, men er nu bosat i Bogense. Casper er glad for at færdes i naturen, og der har han oftest sit kamera med.
Som han selv siger: ” Interessen for fotografi har altid været der, siden jeg var helt lille”.
Det er blevet en passioneret hobby for Casper at forene interessen for fotografi og naturen.
Han siger det selv så smukt: ” Nordfyn har masser af skønne steder, der er værd af opleve”.
Casper har en del erfaring med at tage billeder og videoer gennem sit arbejde som eventfotograf, men det er særligt, når han fotograferer i naturen, at han udfolder sig.
Vandtårnet som udstillingssøjle
Vandtårnet har tidligere fungeret som udstillingssøjle i højsæsonen, hvor lokale, nordfynske kunstnere har udstillet deres værker til stor glæde for byen og de besøgende gæster i købstaden.
I denne periode er Vandtårnet bemandet af lokale ildsjæle fra Turismens Venner, der gør et stort stykke arbejde for at Vandtårnet åbnes, lukkes og fremstår præsentabelt for de besøgende.
Det er derfor et helt nyt tiltag, at Vandtårnet holder vinteråbent. Her er Vandtårnet åbent alle ugens dage fra kl. 10-17 uden bemanding, men med automatisk dørlås og lyssensor. Vinteråbningen er en tilføjelse til de seværdigheder, der er åbne for turister uden for højsæsonen.
Fotoudstillingen kan opleves i Vandtårnet hele 2026.
Vandtårnet et besøg værd i sig selv
Når man besøger fotoudstillingen i vores vandtårn fra år 1910, kan det anbefales også at tage trapperne til tårnets top 16 m oven vande og nyde udsigten ud over byen og det skønne Kattegat med Æbelø i sigte. Vandtårnet er blot én af de nordfynske skatte. I udstillingen får man et glimt af de mange oplevelser, Nordfyn har at byde på.
Og for at slutte med en opfordring fra fotograf Casper Winter Hansen:
” Jeg håber, at mine billeder kan give inspiration til at tage ud og opleve – eller genopleve- nogle af de dejlige steder, vi har på Nordfyn.“
Seneste kommentarer