Bæredygtighed og grøn omstilling er to buzzwords, der ved siden af Covid-19 er virkelig oppe i tiden. De fleste danske virksomheder har det med i deres udviklingsstrategi, ligesom alle offentlige institutioner har det på deres program.

Nordfyns Kommune er ingen undtagelse, derfor er bæredygtighed og grøn omstilling også på programmet her – og Nordfyns Erhverv og Turisme vil prøve at kigge det nordfynske erhvervsliv lidt over skulderen udi i disse udfordringer.

Vi starter med en af de store aktører i det nordfynske erhvervsliv. Det er Orkla Confectionary & Snacks Danmark, i daglig tale kaldet KIMs og med hovedkontor i Søndersø.

Kim Munk fra Kims/Irkla

Vi spurgte Kim Munk, der er administrerende direktør, hvordan bæredygtighed og grøn omstilling har påvirket hverdagen i KIMs.

”På KIMs har vi gjort rigtig meget for at fremme den grønne omstilling, men det er selvfølgelig gjort inden for forsvarlige økonomiske rammer. For der er kun én til at betale regningen, og det er forbrugerne. Og vil de ikke betale, ja så bliver en omstilling svær for den enkelte virksomhed”, siger Kim Munk.

Men meget er der dog gjort på KIMs for at være fremme i den grønne omstilling, understreger han.

Her påpeger han, at deres produktionsfaciliteter er udformet meget energirigtigt, men at mange andre ting spiller ind i forhold til bæredygtighed. Blandt andet bliver råvarerne, som jo langt hen ad vejen er kartofler, handlet ind lokalt, og dermed spares en masse CO² fordi transporten med lastbil er meget kort. Faktisk kommer 90% af disse kartofler fra Fyn.

Videre fortæller Kim Munk, at KIMs de sidste fire år har ledt deres overskudsvarme ud i fjernvarmenettet og dermed har kunnet forsyne 570 husstande i Søndersø med varme.

”Det er noget vi er rigtig glade for her på KIMs, da det er en rigtig win-win situation, der understøtter bæredygtighed. Den til tider vanskelige opgave består jo i at kombinere grøn omstilling, bæredygtighed, super produkter og en sund økonomi. Det er ikke altid en nem opgave.”

Han fortæller, at KIMs stort set ikke producerer affald, da spildprodukterne såsom som kartoffelskræller og andet vegetabilsk materiale bliver omdannet og ryger tilbage til dyrefoder. Andre spildprodukter bliver omdannet til biobrændsel, og for emballagens vedkommende bliver alt genbrugt i respektive retursystemer. Selv stivelsen fra kartoflerne bliver indvundet og solgt til vinindustrien i Holland.

64 % af al emballage er lavet af genbrugsmaterialer, ligesom der er piktogrammer på emballagen, så forbrugerne kan se hvordan den kan genanvendes. Nemlig som ren plast.

Orkla/Kims vil fremad med grøn omstilling

En anden ting, der er sat i søen, er ’’Undgå snackspild’’. Det er en relativ ny ting, hvor man kan købe KIMs produkter til nedsat pris, fordi de nærmer sig udløbsdatoen. Denne feature findes på KIMs webshop. Her understreger Kim Munk, at produkterne er absolut fuldgode, men på grund af datoen ikke sælges til detailhandelen.

”Det er også en del af bæredygtigheden. Selvfølgelig er der også de lavthængende frugter. Vi udskifter al belysning til LED, og der er også fokus på det generelle forbrug i hele fabrikken samt i administrationen.”

Alt i alt en stor nordfynsk virksomhed med stort fokus på bæredygtighed.

Læs mere

Læs mere om KIMs

Kom i gang med grøn omstilling