Du SKAL opleve det!

15 store luftballoner, der bevæger sig hen over den smukke blå nordfynske himmel. Sikke et syn. Muligheden er der LIGE NU. I anledning af Moruds 600-års fødselsdag afholdes DREAM BALLON CUP 2021, også kaldet DM i luftballon, med stævnecentrum på Europas største bisonfarm Ditlevsdal.

Hver morgen kl. 5:00 og hver eftermiddag kl. 17:00 samles de 15 teams til en fælles briefing med information om, hvorvidt de skal flyve og hvor der så skal flyves. Der er potentielt planlagt 8 flyvninger startende i tirsdags (aften) og sluttende lørdag morgen. I skrivende stund blev tirsdagens flyvning aflyst, og begge flyvninger onsdag blev gennemført.

dm ballon

En varmluftsballon har som bekendt intet rat, så det er alene vinden der afgør, hvor ballonen flyver hen. En DM afgøres ud fra præcision, nemlig skipperens evne til at ramme på forhånd fastsatte målepunkter. Her udnytter skipperen de forskellige vinde, der findes i forskellige højder til at navigere ballonen hen til målepunktet, hvor man lader en sandsæk falde ned på målepunktet, og så er det den ballon, der kommer nærmest, der får flest point. Det er utroligt syn, når den store ballon langsomt dykker ned mod målepunktet, for herefter at flyve væk igen – og der er 15 af dem med i konkurrencen.

dm ballon

Hvis du vil opleve enten starten eller når ballonerne kommer til de forskellige målepunkter, så skal du følge med på Facebook på ”DM ballon”. Her opdaterer vi løbende, hvor ballonerne starter og hvor de skal ”ramme” forskellige mål. Sporten er vejrafhængig, og stævneledelsen har løbende kontakt med den afdeling hos Metrologisk Institut, der rådgiver lufthavne mv. Så derfor kan informationerne hurtigt skifte, og det er aldrig muligt helt nøjagtigt at fortælle, hvornår en flyvning starter før lige inden.

dm ballon

Udover at det giver dig som lokal borger en superfed oplevelse, så er målet også at give vores mange turister en ekstra oplevelse. Samtidig er det med til at understrege, at der altid sker noget spændende på Nordfyn. Mediedækningen er stærk! P1, P3 og P4 bringer sammen med DR (vejret), TV2 (Nyhederne og Godmorgen Danmark) og Fyens Stiftstidende forskellig fokus på DREAM BALLON CUP 2021. Så Nordfyn kommer i den grad på landkortet.

Bliv klogere på dmballon.dk eller lyt til dette klip fra P1 i tirsdag og ellers KIG OP på Nordfyn.

Fun facts:

  • Alt vandet fra OL-bassinet i Tokyo kan stort set være i den regerende danmarksmester Christoffer Mundts ballon (2.200 kubikmeter) – til gengæld vil ballonen ikke kunne flyve.
  • Hvis 10 x Niklas Landin stillede sig ovenpå hinanden, så ville de kun lige kunne stikke hovedet over Christoffer Mundts ballon (20 meter høj)  – til gengæld ville Danmark have rigtig gode udskiftningsmuligheder på målmandsposten.