Generalforsamlingen er først og fremmest stedet, hvor vi gør status, ser fremad og mødes på tværs af brancher. Men i Nordfyns Erhverv og Turisme vil vi også gerne noget mere med aftenen. Vi vil gerne placere vores generalforsamling dér, hvor udviklingen sker i praksis – ude hos virksomhederne. Derfor giver det god mening at mødes i HCA Airport på torsdag, den 19. marts.
Ja, det kræver mere arbejde at flytte arrangementet ud i en lufthavn. En hangar har ikke altid de perfekte faciliteter til en generalforsamling, når der skal serveres mad, drikke og noget af det også skal ud igen. Til gengæld får vi en generalforsamling, der ligger midt i et miljø, som i disse år udvikler sig markant.
Mere end bare en lufthavn
HCA Airport er ikke bare en lufthavn i klassisk forstand. Det er også en business park og et knudepunkt for nye erhvervsaktiviteter inden for blandt andet droner, testfaciliteter og luftfart. I dag rummer området godt 30 virksomheder og cirka 100 arbejdspladser, og lufthavnen peger selv på fortsat vækst i de kommende år.
Det er også værd at huske, at HCA Airport er ejet af Nordfyns og Odense kommuner. Nordfyns andel er cirka 13 procent. Derfor er lufthavnen ikke bare en spændende nabo, men også en del af et fælles kommunalt ejerskab med betydning for erhvervsudviklingen på Nordfyn.
Inspiration og netværk til minimessen
Inden selve generalforsamlingen der starter kl. 17:30 inviterer vi til minimesse fra kl. 16.00 til 17.15, og alene den er værd at komme i god tid til. Her kan du møde de tre nominerede til Årets Iværksætter, men også droneaktører. Blandt deltagerne er Forsvarets Dronecenter, dronevirksomhederne Bionic System Solutions, AirPlate og Oodaloop, ligesom vi er begunstiget af, at Jobcentrets Virksomhedsservice også er med. HCA Airport selv vil desuden være repræsenteret. Minimessen bliver dermed en oplagt mulighed for både inspiration, netværk og nye samtaler på tværs af det nordfynske erhvervsliv.

Anerkendelse af en stærk indsats
Aftenen giver også anledning til at sende en velfortjent anerkendelse til den afgående direktør Hans Okholm Vejrup, som stopper til sommer efter ni år på posten. Han efterlader en lufthavn i fremdrift og med et stærkt afsæt for den næste fase. Under hans ledelse er HCA Airport blevet tydeligere positioneret som en vigtig drone- og erhvervshub, samtidig med at lufthavnen har fastholdt sin rolle som international lufthavn med daglig aktivitet. Hans Okholm Vejrup nævner selv, at han er særligt stolt over, at lufthavnen er lykkedes med et fantastisk samarbejde mellem bemandet og ubemandet trafik lokalt i lufthavnen. Et godt miljø mellem disse med gensidig forståelse for hinandens udfordringer, når regulatoriske forhold ikke lige lægger op til sund fornuft.
I NEET har vi haft et super samarbejde med Hans, både på erhvervsområdet, men også med udviklingen af Flight Fantastic (det er ultimo august), som viser at lufthavnen reelt kan rumme mange aktiviteter.
En aften med fokus på fremtiden
Når vi holder generalforsamling i HCA Airport, er det derfor ikke kun for at prøve noget andet. Det er, fordi stedet fortæller en historie om udvikling, vilje og nye muligheder tæt, ja reelt på Nordfyn. Vi håber, du vil prioritere både minimessen og generalforsamlingen. Vi nærmer os 300 tilmeldte (sidste tilmelding er på søndag), der vil være med til en aften, hvor vi både ser tilbage, ser frem og mødes midt i et af de mest interessante erhvervsmiljøer i vores fælles område.
Har du husket tilmelding til generalforsamlingen? Ellers kan du nå det endnu på neet.dk/generalforsamling
Se mere
Se mere på hca-airport.dk
Seneste kommentarer