I foråret 2025 har NEET gennemført en ny undersøgelse blandt de nordfynske virksomheder. Det er tredje gang, vi tager temperaturen på erhvervslivet – tidligere gjorde vi det i 2016 og 2021.
Siden første undersøgelse er der sket store forskydninger i, hvad virksomhederne oplever som vigtigt. I 2016 var grøn omstilling fx slet ikke på radaren, mens det i 2025 fylder markant. Nye teknologier som AI er også kommet på listen, mens udfordringen med arbejdskraft er vokset yderligere siden 2021.
Hvorfor laver vi undersøgelsen?
Formålet er at få viden om:
• hvordan virksomhederne har det
• hvilke udfordringer de står overfor
• hvor de ønsker støtte og sparring
Derudover indsamler vi fakta om selskabsform, antal ansatte og eksport. Alt sammen input, som vi bruger, når vi planlægger kurser, møder og samarbejder.
Sådan er undersøgelsen gennemført
Undersøgelsen bygger på telefoninterviews. Over 400 virksomheder er blevet kontaktet, og 237 har svaret – et niveau, der matcher tidligere år (251 svar i 2016 og 221 i 2021).
Svarprocenten ligger på over 50, hvilket giver et solidt grundlag. Mange virksomheder har desuden benyttet lejligheden til at uddybe med egne kommentarer, så vi får et nuanceret billede af erhvervslivet på Nordfyn.
Hvad viser undersøgelsen?
Virksomhedsstørrelser
• Næsten 75 % har 0–5 ansatte.
• 34 % har ingen ansatte.
• Under 2 % har mellem 50 og 100 ansatte.
Der er altså en stor andel små virksomheder, men alle typer indgår i undersøgelsen.
Udfordringer i 2025 – og hvad der har ændret sig
• Digital markedsføring: Har fyldt i alle tre undersøgelser.
• Mangel på kvalificeret arbejdskraft: Vokset markant siden 2021.
• Salg og markedsføring: Stadig centrale temaer.
• Krav til klima og bæredygtighed: Helt nyt fokusområde i 2025.
Hvad efterspørges af hjælp?
• Markedsføring og sociale medier fylder mest.
• 24 % nævner AI og kunstig intelligens – et emne der ikke fandtes i 2016 og kun svagt i 2021.
• Grøn omstilling og klimaregnskab fylder knap 29 % tilsammen.
• Flere ønsker strategisk ledelsessparring.
• Generationsskifte bliver nævnt oftere end tidligere.
Her vil vi den kommende periode fokusere, blandt andet med kurser indenfor områderne.
Grøn omstilling
Næsten 70 % arbejder med grøn omstilling – et tydeligt tegn på, hvor meget området har rykket sig, idet kun 43 % arbejdede med det i seneste undersøgelse.
Lærlinge og praktikanter
Halvdelen af virksomhederne er åbne for at tage lærlinge og praktikanter – en vigtig investering i fremtidens arbejdskraft.
Eksport
Ca. 25 % eksporterer i dag, mens yderligere 5 % gerne vil i gang. Men under 2 % har en medarbejder, der arbejder specifikt med eksport. For de fleste er det ejeren selv, der løfter opgaven ved siden af alt andet. Her kan der ligge et uudnyttet potentiale.
Den største barriere: Tid
På tværs af alle emner er manglen på tid den største udfordring. Mange virksomhedsejere har mange kasketter på, og udvikling kommer let i anden række.
Opfølgning med virksomhedsbesøg
Efter interviewene har vi besøgt eller er i gang med at besøge en lang række af virksomhederne for at dykke dybere i svarene og udarbejde konkrete handlingsplaner. Besøgene varer typisk 1–3 timer og følges op af dokumentation og videre arbejde i forløb, hvor vi ofte inddrager eksterne samarbejdspartnere som Erhvervshus Fyn.
Kontakt
Vil du have et besøg eller en snak om, hvordan vi kan hjælpe dig og din virksomhed? Så ring til os – også selvom du ikke deltog i undersøgelsen.
• Jørgen Stig Bårris, erhvervskonsulent
Tlf. 61 96 05 69 – e-mail: jsb@neet.dk
• Martin Hjorth, erhvervskonsulent
Tlf. 61 19 15 99 – e-mail: mrh@neet.dk
Seneste kommentarer