Første weekend i august forvandles Bogense for nittende gang til et blomstrende eventyr, når Rosenfestivalen løber af stablen den 2. og 3. august.
Over 200 frivillige skaber imponerende dekorationer i årets tema Europas byer. Oplev rosendekorationer inspireret af Paris, Rom, Wien og mange flere – hele Bogense vil emme af stemning og kreativitet.
Programmet er stort og alsidigt. Gæsterne kan se frem til en weekend fyldt med farver, dufte, smage og oplevelser i hjertet af Danmarks hyggeligste købstad.
Nyhed: “Roser og Rosé” i Retro-stil
Midt i Adelgade finder du årets nye oase – en stemningsfuld vinbar i Retro-stil, i samarbejde med Kirkens Korshær Genbrug. Her kan du slappe af blandt blomster og genbrugsguld, mens du nyder et glas rosé i godt selskab.
Lørdag: Officiel åbning med Søren Pilmark
Skuespiller Søren Pilmark åbner festivalen lørdag formiddag og døber samtidig en helt ny rose – forædlet af Rosa Eskelund og dyrket hos Grønløkke Planteskole. Kom og vær med ved Manneken Pis kl. 10.30, når champagnen springer.
Søndag: Foredrag med Søren Vester
TV-vært og havemand Søren Vester er æresgæst søndag, hvor han åbner dagen i rådhushaven foran Bogense Rådhus. Kl. 14.00 holder han foredraget “Haveglæde” med masser af inspiration til livet i haven og et skævt blik på naturen og design.
Roser, kunst og kreativitet
To fynske kunstnere – Steffan Herrik og Helle Baslund – udstiller i Multisalen. Samtidig inviterer flere lokale kunstnere indenfor i deres gallerier i ”Galleribyen Bogense”. På rådhuset kan du opleve en blomsterudstilling med borddækning i europæisk tema skabt af den prisvindende florist Kristine Lyngsaa Gudiksen.
Haven som samtalerum – Havetalks
Bag Ehlerts Boghandel venter festivalens grønne samtalehjørne. Mød roseneksperterne Erling Østergaard og Jens Otto Petersen, der deler deres bedste råd til både roser i krukker og buske – og hør om bæredygtige regnvandsløsninger. Rosa Eskelund fortæller om det spændende ved at forædle ny rosensorter.
Kig ind i de private haver
Fire private haveejere åbner deres grønne oaser for publikum – forskellige byhaver i Adelgade, ved kirken og på Lindøvej. En sjælden mulighed for at opleve private rum og bag byens facader.
Markeder og lokale lækkerier
Gå på opdagelse blandt boder med blomster, kunsthåndværk og mad. På det hyggelige torv finder du fødevaremarked med lokale specialiteter og smagsprøver fra lokale producenter.
Billet og praktisk info
Programmet koster 40 kr. og kan købes i bymidten, på rådhuset og på parkeringspladserne. Parkeringsbillet: 30 kr. eller 100 kr. for 2 programmer + parkering. Handicapparkering findes ved Bogense Svømmehal og Falck.
Læs mere på rosenfestival.dk
Hold øje med programopdateringer og praktiske info. Vi glæder os til at byde dig velkommen til en weekend fuld af roser og oplevelser i Bogense.
Se meget mere på rosenfestival.dk
Seneste kommentarer