© Rasmus Mogensen

– I daglig tale bare Christian Stadil – kommer og holder et indlæg på NEET’s generalforsamling 10. juni. De fleste kender mangemilliardæren fra både medierne og dansk erhvervsliv. Han er ejer af og CEO i konglomeratet Thornico A/S, der omfatter ca. 120 operationelle virksomheder inden for en lang række forskellige brancher.

Det er blandt andet inden for fødevarer, shipping, teknologi, fast ejendom, finansiering, emballering, sport og mode. Det er også her, man finder det store sportsbeklædningsfirma Hummel.

Udover at stå i spidsen for alle disse virksomheder er Christian involveret i en stor vifte af andre aktiviteter. Han kan skrive forfatter, professor, foredragsholder, investor og serieiværksætter på visitkortet. Skulle det ikke være nok af aktiviteter, ja så har han også plads i en lang række bestyrelser og tænketanke.

Hummel

Det med at være en succesfuld forretningsmand har Christian ikke fra fremmede. Hans far Thor Stadil, der for øvrigt bor på Nordfyn, er og har været en dygtig finansmand. Det var Christian og hans far, der i 1999 opkøbte Hummel, der på daværende tidspunkt ikke havde det så godt. De fik vendt skuden ved at dele Hummel op i to, en del der producerede og solgte sportstøj og en anden del, der producerede og solgte modetøj.

NEET’s udsendte fangede Christian Stadil til en snak, da han var på vej til Padborg. Han skulle mødes med borgmester Thomas Andresen og andre for at tage det første spadestik til et nyt topmoderne 200 mio. kroners lager og distributionscenter i grænsebyen.

Et center på hele 24.000 m², der skal proppes med højteknologi i form af avancerede robotter og andet isenkram. På trods af det vil sådan et tiltag skaffe en hel del jobs til området. For god ordens skyld skal det lige nævnes, at det handler om Hummel-produkter. Christian forklarer, at salget af Hummel-produkter langt har oversteget forventningerne, og at mærket simpelthen er vokset ud af sine rammer. Hummel har nu nået en omsætning på over to mia. kroner og har dermed fordoblet sin omsætning på bare få år.

Hvordan kan Nordfyn tiltrække større virksomheder?

Når nu Christian taler varmt om Padborg, og når vi nu ikke har nogen motorvej til Nordfyn, hvad mener han så der skal til for at tiltrække måske lidt større virksomheder til Nordfyn?

Det første han nævner, er at man skal have en resultatorienteret tilgang til handlinger i kommunen:

Kommunen skal kunne føre en reel og åben dialog med en potentiel virksomhed og også være villig til en løbende dialog, også med det generelle erhvervsliv. Kommunen skal også være meget løsningsorienteret. Og det må ikke være besværligt at etablere sig.”

Nu kender Christian Stadil som nævnt meget til Nordfyn og er godt klar over, at der ikke lige med det samme kommer en motorvej herop, men påpeger at man så må være bedre end nabokommunerne på de andre parametre. Blandt andet kunne man, også i erhvervsøjemed, slå på små kvadratmeterpriser og den smukke natur lige uden for døren, understreger han.

Tænk kundernes behov ind i de beslutninger, der tages i erhvervsdelen i kommunen. Træk alt det positive frem i differentieringen i forhold til naboen. Hvordan får man lavet et nordfynsk ’’Folkemøde’’ eller en lollandsk algefarm”, spørger han retorisk.

Fascinationen som drivkraft

Hvad er det, der driver en forretningsmand, der har opnået alt det, andre kun kan gå og drømme om. Hvordan holder man dampen oppe på dette tidspunkt i karrieren?

Det man laver, skal være sjovt og fascinerende. Det er det der driver værket. Samtidig er det også at vise, at man faktisk kan noget. Nej, her er ingen jantelov.  Men det er stadig fascinationen, der er den primære drivkraft, dog meget understøttet af omgangen med gode kolleger. Ja, nogen er endda blevet personlige venner undervejs. Det er fandme sjovt at gå på arbejde’’, griner han. ’’Der er jo vækst i virksomhederne’’.

Christian hylder også den startup-kultur, der er i virksomhederne. Han nyder at starte noget op for at se det gro og udvikle sig og samtidig se de mennesker, der er involveret i projektet, gro på samme vis.

I Thornico Gruppen starter to til tre nye virksomheder op hvert år. Det der også driver mig, er at skabe nye arbejdspladser både ved at starte nyt, men også ved at vækste eksisterende virksomheder.

Forretningsmand i en coronatid

Christian fortæller, at i flere af hans selskaber er rejseaktiviteten under coronakrisen halveret. Så det er ret meget, budgetterne er beskåret med. Samtidig vokser omsætningen i et af selskaberne med 400 mio. kroner, så det er jo lidt af et paradoks, fortæller han. Så nogle rejser har måske ikke været nødvendige, og det har corona sat fokus på. Det er også her, den helt moderne teknik kommer ind i billedet, understreger han.

3D-teknologi, kunstig intelligens og hyperhurtige dataveje kan afhjælpe mange ting rundt om på kloden, uden at man behøver at være fysisk til stede. Alene af den grund vil man både se CO²-udledningen og virksomhedernes omkostninger falde i fremtiden, og det er godt. Jeg er selv blevet meget glad for at anvende Teams til møder. Det er mere effektivt, og jeg kan oftere holde møder med kolleger rundt om i verden, når jeg kan spare så meget på rejserne.

Som en anden konsekvens af coronasituationen ser han en meget større grad af hjemmearbejde fremover.

Mange virksomheder og deres ansatte ser endog meget store fordele ved en større grad af hjemmearbejde. Det er faktisk rigtig godt. Jeg ser en øget grad af arbejdsglæde og fleksibilitet i virksomhederne til gavn for både ejere og medarbejdere.”

 

Christian Stadil er en meget spændende person med et kæmpe vid og et kæmpe drive. Det bliver rigtigt godt at høre ham fortælle på NEET’s generalforsamling, der efter planen finder sted den 10. juni.

Bemærk: Der sker løbende ændringer i aftalerne om genåbning ifm. Covid-19. Derfor afventer vi evt. beslutning om at flytte generalforsamlingen til uge 18.