Måske et lidt prangende navn på en blomsterbutik, men det er faktisk ikke pral. Det er derimod realiteten i blomsterbutikken på Adelgade i Bogense.

Det er Jette Pedersen, der ejer og driver butikken med det store udvalg i blomster, planter og mange lækkerier til indvortes nydelse.

Jette fortæller, at hun altid har elsket at arbejde med blomster, og at hun faktisk aldrig har lavet andet. Derfor besluttede hun for ca. tre et halvt år siden, at hun ville starte for sig selv med egen forretning, og at det skulle være i Bogense.

”Det går fantastisk og kun fremad. Det ses af tallene uge for uge og måned for måned,” fortæller hun. ”Det er dejligt at se, hvordan folk bliver så glade, når de har købt noget.”

Jette beretter lidt om, hvad man kan finde i hendes butik. Der er afskårne blomster og færdige buketter. Der er grønne planter, og der er sandelig også kunder, der kommer og vil have plantet deres blomsterkrukker til. Hun laver diverse sammenplantninger og gavekurve, hvor der også kommer chokolade, lakridser og andet godt i. Most, vin og mjød er også noget, der findes på hylderne.

Blomster til alt og butikkens varelager

Gode kunder

Mange af Jettes kunder er folk, der kommer ind for at købe en spændende værtindegave. Men også i høj grad i forbindelse med begivenheder for den enkelte, eller i forbindelse med højtider. Især til jul og nytår er der virkelig fart på i butikken.

Jette har to skolepiger til at hjælpe sig, når det virkelig går stærkt. Men også familien hjælper til med at gå til hånde og hente varer, når det er nødvendigt.

Jette henter inspiration på messer et par gange om året og har ved siden af det en rigtig god leverandør af brugskunst, hvor der også hentes god inspiration.

De friske blomster hentes hver morgen to steder i Odense. Desuden har Jette en fast leverandør, der kommer til butikken med de friske varer.

Jette lytter meget til hvad kunderne efterspørger, og det afspejler, hvad der hentes til butikken hver dag. Årstiden har også stor betydning for, hvad man finder på hylderne.

“Mine kunder kommer også fra andre steder end Bogense. Der kommer mange kunder fra Otterup og det nordlige Odense. Mange af dem er stamkunder, der kender mine varer, og de bliver ved at komme,” fortæller Jette.

Jette siger, at hun ser sig selv i samme butik også om ti år, men her regner hun med, at økonomien tillader hende at have en form for fast personale til at hjælpe.

Blomster til alt foran facaden

En gang blomster, altid blomster

Jette fortæller videre, at en af de største udfordringer i fremtiden er at lære de unge mennesker at værdsætte og bruge blomster.

I forhold til leverandørkæde, er Blomster Til Alt med i Euroflorist, så der kan bestilles og leveres blomster over alt.

Ved siden af forretningen bruger Jette også tid på at undervise på aftenskolen AOF. Her underviser hun i blomsterbinding, som hun også gør i den lokale husflidsforening.

”Jeg elsker at undervise og lære fra mig, fordi det at arbejde med blomster kun kan gøre mennesker glade.”

Jette kender sine kunder og ved næsten altid, hvad de skal have, når de kommer ind i butikken. Også når det er manden, der skal have blomster med hjem til konen.

’’En gang blomster, altid blomster.’’ siger Jette. Og fortsætter med at fortælle om dengang hun selv var skolepige og var i en blomsterbutik, inden hun kom i lære som blomsterdekoratør.

Så blomster er hendes liv, og det vil det fortsætte med at være.

Læs mere

Se mere på butikkens hjemmeside