Den daglige drift kræver din opmærksomhed. Men hvem vender du de store beslutninger med? For ejerledere på Nordfyn kan en bestyrelse give kvalificeret modspil, nye kompetencer og mere tid til at arbejde med virksomhedens retning.

Skal du ansætte en leder, investere i nyt udstyr eller satse på et nyt marked? Som ejerleder har du ofte mange roller og et stort ansvar. Du kender virksomheden, kunderne og mulighederne. Alligevel kan det være svært at finde tid til at overveje alternativerne, når hverdagen kræver hurtige svar.

International forskning viser, at bestyrelsen styrker virksomhedernes ledelse og resultater, men kun få danske ejer ledede virksomheder har en bestyrelse. Det betyder, at ejerledere ganske ofte er alene om at træffe de væsentligste beslutninger for virksomheden.

En bestyrelse kan give dig et fast forum, hvor virksomhedens udvikling får plads. Et sted, hvor du kan afprøve dine overvejelser, få stillet de svære spørgsmål og træffe beslutninger på et bredere grundlag.

Hvad skal du bruge en bestyrelse til?

Det spørgsmål er et godt sted at begynde. En bestyrelse skal sammensættes efter virksomhedens behov og de udfordringer, du står med. Her er syv områder, hvor den kan gøre en forskel.

  1. Modspil, der gør dine beslutninger bedre
    Du har brug for nogen, der tør spørge: Hvorfor netop den investering? Hvad bygger forventningerne på? Og hvad sker der, hvis planen ikke holder? En god bestyrelse udfordrer dine antagelser og hjælper dig med at få øje på muligheder og risici.
  2. Tid til at se længere frem
    Når kunder, leverancer og bemanding fylder kalenderen, kan udviklingsplanerne let blive skubbet. Bestyrelsesarbejdet skaber en fast anledning til at drøfte, hvor virksomheden skal være om tre til fem år, og følge op på de beslutninger, der skal bringe den derhen.
  3. Kompetencer, du mangler i virksomheden
    Måske har du brug for viden om eksport, finansiering, digitalisering eller ledelse. De rette bestyrelsesmedlemmer kan supplere din egen viden og bidrage med perspektiver fra andre virksomheder og brancher.
  4. Et skarpere blik på økonomien
    En fyldt ordrebog fortæller ikke hele historien. Bestyrelsen kan hjælpe med at holde fokus på indtjening, likviditet og de kunder eller produkter, der faktisk tjener penge. Det giver et bedre grundlag for at prioritere.
  5. En virksomhed, der kan fungere uden dig i alle led
    Går alle beslutninger gennem dig? Og sidder du alene med de vigtigste kunderelationer? En bestyrelse kan hjælpe med at få ansvar, viden og relationer fordelt, så virksomheden bliver mindre sårbar, og du får mere plads til at lede.
  6. Forberedelse til næste store skridt
    Vækst, opkøb og ejerskifte stiller nye krav. En bestyrelse kan hjælpe med at forberede virksomheden og stille de spørgsmål, der er bedst at få afklaret, inden en stor beslutning skal træffes.
  7. Nogen at vende tvivlen med
    Du behøver ikke have svaret klar, før du tager en udfordring op. Bestyrelsen kan være et fortroligt rum, hvor du får vendt både muligheder, bekymringer og svære valg.

Begynd med dine behov

Måske tænker du, at en bestyrelse vil koste for meget tid eller komme for langt ind i dine beslutninger. Derfor er det vigtigt at få afklaret roller, ansvar og forventninger fra begyndelsen. En formel bestyrelse har et selvstændigt ansvar, og samarbejdet skal give mening for både dig og virksomheden.

Hos Nordfyns Erhverv og Turisme kan du få hjælp til at afklare, hvad du har brug for, og hvilken form for sparring der passer til din virksomhed. Gennem vores netværk kan vi også hjælpe med at finde personer med relevante kompetencer.

Vi holder desuden hvert år en workshop om bestyrelsesarbejde. Her får du viden om roller og forventninger samt konkrete værktøjer til at komme i gang.

Find alle kurser på neetacademy.dk

Hvilke beslutninger ville du have gavn af at vende med andre? Kontakt en af vores erhvervskonsulenter og få en indledende samtale om mulighederne for din virksomhed.

Martin Hjorth, 61 19 15 99, mrh@neet.dk

Jørgen Bårris, 61 96 05 69, jsb@neet.dk