Nordfyns Kommune er i årets undersøgelse af Lokal Erhvervsvenlighed fra Dansk Industri placeret som nummer 16 på landsplan. Sidste år lå kommunen på en flot syvendeplads – men selvom den samlede placering er faldet, er der fortsat stærke resultater at bygge videre på.

Blandt andet ligger Nordfyn nummer ét i hele landet, når virksomhederne vurderer dialogen med kommunen. Og det er netop dialogen, der vægter tungt hos erhvervslivet.

“At virksomhederne oplever kommunen som landets bedste i dialog, er et stærkt signal. Det viser, at man lytter til erhvervslivet og tager virksomhedernes input alvorligt,” siger Per Olesen, direktør i Nordfyns Erhverv og Turisme.

De unge vælger erhvervsuddannelser

Et andet område, hvor Nordfyn skiller sig ud, er de unges uddannelsesvalg. Med næsten 38 procent af en årgang, der søger ind på en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse, ligger Nordfyn helt i front i Danmark.

“Det er en afgørende styrke for vores virksomheder, at de unge får øjnene op for de mange muligheder i erhvervsuddannelserne. Det bidrager direkte til at sikre fremtidens faglærte arbejdskraft på Nordfyn,” siger Per Olesen.

Stærke vurderinger af grøn omstilling og mobilitet

Virksomhederne giver samtidig kommunen høje karakterer for indsatsen inden for klima, bæredygtig transport og mobilitet. Også tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft scorer Nordfyn solidt, hvor kommunen ligger i den bedste tredjedel.

“Når vi kan kombinere en stærk dialog, fokus på grønne løsninger og et aktivt arbejde med arbejdskraft, så har vi et rigtig godt fundament. Det glæder mig personligt, at Jobcentret scorer endnu højere i dette års rapport. Vi har intensiveret samarbejdet med Jobcentret og vi oplever i dagligdagen et stærkt, stærkt samarbejde til glæde for kommunens virksomheder,”
fortæller Per Olesen.

Fokus fremad

Undersøgelsen viser også, at virksomhederne peger på to indsatsområder som de vigtigste: Uddannelse og arbejdskraft samt infrastruktur. Her vil Nordfyns Erhverv og Turisme fortsat have skarpt fokus.

“Rapporten giver et klart billede af, hvor vi står stærkt – og hvor vi kan løfte os yderligere. Det er værdifuld viden, som vi kan bruge sammen med kommunen og virksomhederne til at styrke rammerne for erhvervslivet på Nordfyn,” slutter Per Olesen.

Se mere

Infoark om Nordfyns Kommune i årets undersøgelse

Se hele undersøgelsen om Lokal Erhvervsvenlighed på danskindustri.dk