Skamby har fået sin helt egen folkeskov – Skamby Troldeskov – takket være en fælles indsats fra lokale virksomheder, engagerede borgere, Nordfyns Kommune og Growing Trees Network Foundation. Tilsammen har de sørget for, at der nu står 13.200 nye træer i udkanten af byen.

Indvielsen fandt sted i strålende solskin i torsdags, hvor både børn og voksne var mødt op for at fejre skoven. Anders Thingholm, formand for kommunens Teknik- og Miljøudvalg, Claus Jakobsen fra Skamby Lokalråd og Lars Heiselberg Vang Jensen fra Growing Trees Network satte stemningen med korte taler, hvorunder lodsejerne og Nordfyns Kommunes Klimateam fik megen ros.

Før spaderne blev sat i jorden, blev fællessangen “Vi vil plante et træ” sunget med stor energi. Uden at forklejne de mange fremmødtes sangtalenter, så må det være et håb at træerne klarer sig bedre.

Skamby Troldeskov er et godt eksempel på udbyttet af et godt samarbejde mellem lokale virksomheder, lokalområdet i øvrigt og Nordfyns Kommune. Skoven bidrager både til kommunens klimaindsats og til beskyttelsen af områdets drikkevandsressourcer – og er samtidig et grønt åndehul til glæde for lokalsamfundet i mange år frem.

Lars Heiselberg Vang Jensen fortalte, at disse virksomheder/organisationer har bidraget til Skamby Troldeskov:

  • Skamby El
  • Compusoft A/S
  • N. Eilersen A/S
  • Danish Agro a.m.b.a.
  • Guldbjerg Maskinfabrik A/S
  • SF, Nordfyn
  • Bentsen Emballage A/S
  • DSC Promotion ApS
  • Areco Profiles A/S