Når man tør… - NEET

Galleriet Huset Knægt i Bogense er et rigtig godt eksempel på nogen, der har levet en drøm ud. Nogen der har valgt passionens vej, fremfor den sikre forretning.

Det er ægteparret Erno Badstue Larsen og Allan Mads Knægt, der sammen ejer og driver galleriet i Bogense. Egentlig skulle det have været i det lune Frankrig, de ville indrette et galleri, men forskellige omstændigheder gjorde, at det blev i Bogense i stedet. Det er helt sikkert, at både lokale og turisterne er superglade for, at det blev sådan.

Når det ikke skulle være Frankrig, ja så faldt deres blik på Bogense. De var kommet der igennem en del år, så da de ville åbne et galleri, faldt valget ret naturligt for byen, der jo er Danmarks hyggeligste købstad.

Et byhus blev købt, og indretningen gik i gang.

Ejerne af Huset Knægt

Dårlig timing

Galleriet åbnede i april i år, og som Allan siger:

’Det var vel den dårligste timing, man kunne forestille sig. Ingen havde jo forestillet sig, at hele landet stort set blev lukket ned på det tidspunkt. Men på trods af forventet modgang på grund af corona, så er det faktisk gået udmærket forretningsmæssigt for Huset Knægt. Også over hvad vi havde set komme.”

Samstemmende siger Erno og Allan også, at opbakningen fra de lokale er meget stor. ”Mange kommer bare forbi for en snak, men der bliver sandelig også handlet”, fortæller de.

Over sommeren har der primært været danskere i butikken. ”Omkring 90 procent var fra hjemlige himmelstrøg, men kunder fra Sverige, USA, Holland Tyskland og Belgien har der da også været”, smiler Allan.

Hverken Allan eller Erno har en baggrund inden for den kunstneriske verden. Så det er en fælles interesse, der driver værket. Allan er uddannet folkeskolelærer og Erno er adfærdsterapeut, og de har begge arbejdet med børn, der har haft det svært med livet.

På et tidspunkt trak de en streg i sandet. Det var på et tidspunkt hvor de begyndte at føle en udbrændthed, og så var tidspunktet inde til at skifte spor.

Så den gamle drøm blev til virkelighed, nemlig at bevæge sig ind i kunstens verden. Men hvordan bevæger man sig ind i kunstens univers, når det i sidste ende også skal være en forretning? Der skal jo brød på bordet, uanset hvor stor passionen er.

Galleri og værksted i Huset Knægt

At leve af kunsten

Erno er keramiker og blev faktisk optaget på kunstakademiet, men måtte droppe det, da hans far syntes det var en meget dårlig ide. I dag arbejder han som keramiker, og mange af tingene i galleriet kommer fra hans hånd. Her skal det tilføjes, at der også er ting i galleriet, der kommer fra Allans hånd.

I huset er der mange forskellige værker og noget for enhver pengepung. Der er billedkunst, keramik, skulpturer og andre kunstgenstande.

De har derudover skiftende udstillinger i galleriet. De har ofte kunstneren på besøg, når der er fernisering. Her fortæller kunstneren så om sin baggrund og om sine værker.

Der er også både private og virksomheder, der køber ting til gaver i galleriet. Det kunne være som værtindegave eller som gave til en forretningsforbindelse eller til en medarbejder, der har jubilæum.

Mange familier kommer på besøg i Huset Knægt, for at se ’’Det arbejdende værksted’’. De synes det er sjovt at se, der bliver lavet keramik, og se noget af det blive brændt med røg og flammer omkring.

Kan man leve af at have et sådant galleri?

”Der er indkomst til én, og måske lidt mere. Men det går den rigtige vej, og det bliver endnu bedre, når corona ikke er en trussel mere. Så kan vi lukke op for de større ferniseringer, og det er der salg i”, udtrykker Erno og Allan.

Så ja, kunst kan blive en god forretning, hvis det er det man vil.

Keramik i det levende værksted

Læs mere

husetknægt.dk