Vejen mod erhvervslivet starter i… 8. klasse

8 klasse uddannelsesmesse

Dato: 15-11-2018
Tekst og foto: Ove Syberg

Torsdag den 8. nov. var der uddannelsesmesse på Nordfyns Gymnasium i Søndersø. Rigtig mange uddannelsesinstitutioner var mødt op til arrangementet, der var arrangeret af Nordfyns Kommune.

Ligeledes var der mødt ca. 700 elever op fra de nordfynske 8. klasser.

Det hele var sat op, så de mange elever havde en mulighed for at høre om de forskellige ungdomsuddannelser, de kunne vælge efter folkeskolen.

Gitte LillemoseInspiration til karrieren

Gitte Lillemose fra UUO, Ungdommens Uddannelsesvejledning for Odense og Omegn, bød velkommen til messe nr. 7 i rækken.

Hun glædede sig over det fine fremmøde og håbede på en udbytterig dag.

Anja LundPolitiker og erhverv

Så var det Anja Lund, der er viceborgmester i Nordfyns Kommune samt formand for Børn og Unge udvalget, der havde et lille indlæg med nogle kloge ord, der blev modtaget godt af de mange elever. Blandt andet fortalte hun lidt om sig selv og den frisørgerning, som hun havde indtil hun gik ind i politik.

Anja havde valgt uddannelse og karriere med hjertet, og det opfordrede hun også tilhørerne til at gøre. Ja, de skulle selv tænke og forme deres fremtid.

Ove Syberg fra Nordfyns Erhverv og Turisme fortalte lidt om de tanker, man kunne gøre sig i forhold til valg af uddannelse. Men også vigtigheden af at styrke troen på sig selv gennem det at tage en uddannelse.

Matthias ThuneTømrerlærling 

Mathias Thune Nielsen, der er tømrerlærling hos JK Byg og Montage i Bogense, kom på podiet og fortalte om at være elev i en erhvervsuddannelse.

Han kom også ind på vigtigheden i at få sig en uddannelse. Men fortalte også om, at selv om han havde valgt tømrerfaget, så var det ikke sikkert, han skulle være tømrer resten af livet.

Mathias uddybede og sagde at han jo kunne læse videre til både konstruktør, ingeniør eller noget helt andet.

Indblik i karrieren

Så var det tid til workshops, og her var der en meget bred repræsentation af uddannelsestilbud.

Her var både 10. klasse, alle gymnasiale uddannelser og stort set alle de andre erhvervsuddannelser til stede. Her havde eleverne på forhånd valgt hvilke specifikke uddannelser de ville høre om. De kunne vælge tre forskellige uddannelsen de kunne komme ind og høre om.

Alt i alt en spændende dag, hvor disse 8. klasse elever fik et godt indblik i de muligheder der findes, men måske også klogere på i hvilken retning, deres erhvervskarriere går.

 

Læs mere

Ungdomsvejledning i Nordfyns Kommune