Udvikling og eksport

Tekst og foto: Ove Syberg
Dato: 07-11-2017

 

AtoZ Electronic i Otterup udvikler teknik inden for batterisystemer – men mere præcist er AtoZ et udviklingshus, fortæller direktør Allan Knudsen.

”Vi er er de førende i Danmark inden for batteriteknologi, specielt omkring Lithium-Ion batterier, og vi har kunder inden for mange brancher. Det er ikke selve batteriet der udvikles, men styringen omkring det,” uddyber Allan.

De moderne batterier har en meget stor energitæthed, og det kræver at der i de ’’packs’’, de sidder i, styres af elektronik både til opladning, men også til at styre den store mængde energi, så der ikke opstår brand eller andre skader.

Kunderne er de helt store virksomheder i Danmark, der anvender batterier i deres produkter.

AtoZ værksted

Konstant forbedring og udvikling 

AtoZ udvikler også alle former for elektronik med både hardware og software til styring samt al dokumentation og godkendelser af produkterne. Dette sker i tæt samarbejde med virksomheder i lande som Kina, Indonesien, Taiwan, Korea og Thailand.

AtoZ har også udviklet emner til militære formål med respekt for de meget specielle krav, der stilles i den del af industrien.

AtoZ kan udvikle et hvilket som helst batteri med styring til et hvilket som helst produkt, fortæller Allan:

”Der er så mange produkter, der indeholder batterier i dag - ja næsten alt. Det kræver en konstant udvikling, både af selve batterierne, men i lige så høj grad elektronikken omkring dem. Der stilles konstant krav til bedre kapacitet, holdbarhed og sikkerhed. Derfor er ingeniørerne i AtoZ hele tiden på jagt for at forbedre og forfine produkterne.”

AtoZ computer

Netværk og eksport 

Virksomheden eksporterer 75% af det, de udvikler. Enten direkte via udviklingsprojekter eller gennem danske underleverandører. AtoZ eksporterer til kunder i hele Europa samt til flere lande i Fjernøsten. Blandt andet Singapore, Taiwan og Kina.

Alle kunder kommer til huset via netværk, så der er ikke noget marketingsbudget. De tilfredse kunder er virksomhedens ambassadører. 

AtoZ har eksisteret i 12 år. Virksomheden er meget projektorienteret, og dermed svinger antallet af medarbejdere hen over en periode. Det centrale i virksomheden er udvikling, og sådan har det været hele tiden. Det betyder, at når et projekt er færdigudviklet, ja så er det bare i gang med det næste.

De ansatte i virksomheden er primært ingeniører. Der er dog også montagefolk ansat. I den forbindelse siger Allan, at lige præcis den slags udviklingsingeniører, der er kernen i AtoZ, er meget svære at skaffe ude på markedet. De er efterspurgt i mange virksomheder, og det kan godt give nogle flaskehalse. Allan har heller intet imod at ansætte ingeniører, der ikke har dansk baggrund. Dog skal de have dansk statsborgerskab, da det kræves, hvis man arbejder med opgaver for militæret.

Fremtiden

Allan regner med, at virksomheden laver det samme om fem år.

”Vi er jo en meget speciel virksomhed i markedet. Vi hjælper andre virksomheder med deres udfordringer, og udvikler dermed ikke til os selv. Vi sælger ingen produkter og har ingen patenter. Vores opgaver er at udvikle for andre, og det har vi ingen planer om at ændre.”

Læs mere

AtoZ electronic