Turisterne kommer igen, igen

Tekst: Maria Sand Johansen
Foto: Ove Syberg
Dato: 14-06-2017

 

Trods vejret og en forholdsvis regnvåd sommer i 2016 har det været en god jævn sæson med en masse glade turister. Turistsæsonen 2017 er lige på tærsklen og er ved at tage fart – sommerhusbookingerne ser allerede gode ud, og man har gode forventninger til sæsonen, siger bureauleder for VisitNordfyn, Rikke Lindhøj.

 

Rikke foran Visitcenter

Ikke uden udfordringer

Novasol, der bl.a. udlejer sommer- og feriehuse i Danmark, har masser af kunder. Udfordringen ligger i selve kapaciteten på sommerhusene – de ”rigtige” sommerhuse, som folk vil have. "Der er ikke mangel på kunder, og der er egentlig også masser af sommerhuse, men det skal være den helt rigtige type," siger Rikke Lindhøj.

Forskellige tiltag til 2017-sæsonen

Der er startet forskellige ting op rundt omkring, f.eks.:

  • Gårdbutikken på Gyldensteen Gods udbyder egne lokale produkter - "og vi ser frem til at sende gæster derud," siger Rikke Lindhøj.
  • På Ditlevsdal Bisonfarm starter en ny turistinformation. ”Der kommer i forvejen mange gæster uden for kommunen til Ditlevsdal og med denne nye turistinformation håber vi, det kan være med til at sende gæster op til resten af kommunen.”
  • Som noget helt nyt er der startet havkajakture over til Æbelø. Dette er muligt uge 27-31, og turene bookes via visitnordfyn.dk
  • Castor har startet nye sejladser op for at prøve noget helt nyt og anderledes i år. Der startes op med Tapassejlads, hvor man sejler ud et par timer og spiser god tapas og hygger sig. Derudover er der en tur, der hedder ”Opdag havets bund”, hvor en formidler er med ude og fortæller om området, havbunden, hvad der lever i vandet, etc. Der bliver fortalt om dyr og planter, og man fisker også lidt op nede fra havet.

I år bliver der lavet en fysisk arrangementskalender, som er unik for hver uge i uge 26 til 33. Kalenderen kommer til at ligge på overnatningssteder og attraktioner, så gæster og turister let har adgang til dem. Aktiviteterne trækkes ind via den elektroniske kulturguide KultuNaut, så både store som små aktiviteter på hele Nordfyn synliggøres, siger Rikke Lindhøj.

Større events på Nordfyn

Rikke Lindhøj fremhæver Rosenfestivalen som en af de større events på Nordfyn. Rosenfestivalen har været i gang i mange år, og i år løber festivalen af staben d. 5.-6. august 2017. Birthe Kjær er det helt store trækplaster, som kommer og giver koncert – billetter kan købes hos Nordfyns Erhverv og Turisme samt billetten.dk – og Birthe Kjær kommer også og navngiver en rose. ”Der plejer at komme rigtig mange glade gæster til Rosenfestivalen, og det kommer der forhåbentlig igen i år,” siger Rikke Lindhøj.

Længere henne på sæsonen er der PostNord cykelløb, som starter intet mindre end ”Kongeetapen” i Otterup d. 14. september 2017. Cykelløbet kører videre omkring Bogense, Middelfart og slutter i Vejle. Det bliver en stor event med liv og glade dage i Otterup.

NEETs rolle og tiltag

Hele året rundt uddanner NEET erhvervet til at være mere synlige på den rigtige måde over for turisterne, så de ved, at alle de gode tilbud rent faktisk findes. Det er en stor del af servicen at kunne finde alle de gode oplevelser, der er på Nordfyn. Erhvervet skal være gode på de forskellige medieplatforme

”Vi sørger for, at der er turistinfo lige gyldigt hvor turisterne befinder sig, så vi kan sende dem rundt til alle de her gode oplevelser,” påpeger Rikke Lindhøj.

Elektronisk turismeservice

På nuværende tidspunkt findes Visitcenteret i Bogense og en turistinformation i Otterup, som er åbent hele året rundt for selvbetjening. I sommerperioden i højsæsonen, hvor der kommer en del turister ind, er der personale på. Derudover åbnede sidste år en turistinformation hos Hasmark Strand Camping, som skal være med til at guide turister rundt i det nordfynske. Og som noget helt nyt åbner en lille turistinformation på Ditlevsdal Bisonfarm, hvor der ligesom alle de andre steder er en touchskærm med informationer om hele området, en eventskærm med billeder og events - og så er det selvfølgelig muligt at tale med personalet, men som udgangspunkt fungerer turistinformationen som selvbetjening. Derudover vil der selvfølgelig også være alle de brochurer og turistinformationer, som der kunne være brug for – og mulighed for at tage med sig på tur, understreger Rikke Lindhøj.

Bike Island

Afslutningsvis teaser Rikke Lindhøj med tiltaget Bike Island, der går ud på at gøre hele Fyn til Nordeuropas foretrukne cykeldestination. Først og fremmest skal der udvikles på hele cykelproduktet, derefter skal det markedsføres, og der skal tales med turoperatører – og det hele er allerede i gang. "Det der bl.a. er med til at sætte Nordfyn på landkortet er, at vi har den certificering der hedder ”Bed+Bike”," påpeger Rikke Lindhøj.

Aktører, der ikke selv har cykler til udlejning, har mulighed for at få det via en leasingaftale med Kildemoes. Det vil sige, at man leaser en cykel for et år, og så kan man selv bestemme, hvad man vil leje den ud for. ”Det er meget rimelig priser og en god aftale,” siger Rikke Lindhøj og kunne man tænke sig at vide med herom, kan bureauleder Rikke Lindhøj kontaktes på tlf.: 61 96 05 66 eller mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. 

Læs mere

Turisterne kan forvente en god og spændende sæson på Nordfyn. Læs meget mere på visitnordfyn.dk