Hvad er temperaturen på Nordfyns boligmarked?

Nybolig Otterup

Tekst og foto: Ove Syberg
Dato: 21-11-2018

Borgmester Morten Andersen har for nyligt fortalt, at der er blevet solgt minimum 36 byggegrunde i år her på Nordfyn, hvilket jo er ret mange. Så der må blive en del håndværkeraktivitet i det kommende år, og forhåbentlig også en masse nye skattebetalere på disse kanter.

Men hvordan går det egentlig med salget af boliger her på Nordfyn? 

For at blive lidt klogere på det, tog vi en tur til Otterup og Nybolig. Her var daglig leder Søren Jensen klar til at svare på spørgsmål fra NEET’s udsendte.

”Det har været et relativt godt år, men salget har været ret svingende fra måned til måned. I 2019 forventer jeg endnu højere aktivitet, så der er ingen sure miner her.”

Søren fortæller, at der hen over sommeren har været rigtig godt gang i den, men at det lige pt står lidt stille. Han har ingen forklaring på den øjeblikkelige stilstand, andet at der er gået lidt tidlig juleferie i den, men han er helt sikker på at der kommer godt gang i den igen.

Huse i byerne sælger bedst

Søren siger, at det der sælger bedst, når vi snakker sommerhuse, er de velholdte i prisklassen fra kr. 500.000,- og helt op til 2,2 millioner. Det er et meget stort spænd i prisen, uddyber han, men der er hele dette marked for pengepunge i alle tykkelser.

Når vi snakker helårshuse, er det der sælger hurtigst, huse på 140-180 m2 i byerne.

”Mange af dem, der flytter til Nordfyn, vil helst bo i byerne eller i de bynære områder. Specielt folk der kommer fra Odense, er ikke helt klar til at flytte helt ud på landet endnu, men det skal nu nok komme,” mener Søren.

Han fortæller, at lige hans butik ikke sælger så mange erhvervsejendomme, men at der sælges nogen hvor der bygges for så senere at leje ud. Her fortæller Søren også, at de har været inde over salget af apoteksbygningen, som fremover nok kommer til at have beboelse oppe og butik i stueetagen. Men det vides ikke bestemt endnu.

Nybolig Otterup

Odense rykker tættere på

Søren tror, at der fremover kommer endnu mere gang i salget her på Nordfyn, med mange nye tilflyttere og dermed også et større skattegrundlag. Han understreger at der er ved at være ’’fyldt op’’ i og rundt om Odense, og dermed burde der være en naturlov, der peger mod nord. Specielt med den korte afstand, der er mellem flere af de store byer og Odense.

Søren ser også den tendens, at det gradvis vil interessere flere og flere at købe længere væk fra byerne på Nordfyn, for derved at få flere m² for de samme penge:

”Her på Nordfyn får man faktisk dobbelt så meget for pengene, som man gør i Odense.  Jeg har set et håndværkertilbud i Næsby til kr. 1,3 mio., og det kan man da få et ganske fint hus for på Nordfyn.” Om ti år vil man se Odense rykke endnu tættere på Nordfyn: ”Der er så mange indikatorer der peger den vej, at man vil se en endnu større netto indvandring til Nordfyn.”

Liggetider på Nordfyn er nu under landsgennemsnittet

En indikator, der også peger i den rigtige retning, er den gennemsnitlige liggetid for boliger til salg. Her er det virkelig gået stærkt i den rigtige retning på Nordfyn. Antallet af liggedage er faldet fra ca. 270 dage til ca. 135 dage på bare tre måneder og er nu under landsgennemsnittet. Det er et fald på 32,5%. 

Til sammenligning er liggedagene i Region Hovedstaden på ca. 102 dage.

Endnu en facet af de positive vinde, der blæser over Nordfyn i disse år.

 

Læs mere

Nybolig Otterup