TÆNK MEGA NÅR DU BYGGER FREMOVER PÅ FYN!!!

Af Nordfyn Erhverv
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
07-05-2015

Vi sidder på Peter Rahbæk Juels beskedne kontor i Forskerparken med børnenes tegninger på opslagstavlen sammen med arbejdsrelateret materiale. Anledningen er at redaktionen i denne uge har fokus på bygge- og anlægsbranchen og de kommende års aktiviteter i ”Byg til vækst” som den 3 mandsorganisation hedder, hvor Peter er sekretariatsleder.

Den tidligere rådmand ser ud til at trives med den nye opgave og det skorter bestemt heller ikke på forventningerne til fremtiden for fynske håndværkere.
”Forleden så jeg mellem alle de store entreprenører Snave Vognmandsforretning, så JA der er også arbejde til de mindre mestre, når nu de store byggerier er oppe i fulde omdrejninger”.

Det sekretariat som ledes af Peter er en fynsk forening inden for bygge/anlæg fra 2014. Godt nok er der ikke andre medlemmer end de 10 fynske kommuner, som betaler for driften med 4,15 kr. pr. indbygger, men som oplægget antyder er ambitionerne store for at ”Rekruttere og uddanne de bedste fynboer” så der kommer mere viden ind i branchen. For at nå det mål er der et tæt samarbejde med jobcentrene på Fyn, AMU og de tekniske skoler. ”For drejer det sig blot om rå muskelkraft kan det købes billigere uden for Fyn” siger Peter.

Korsløkkeparken - 1,2 milliarder, Nyt Campus til Erhvervsakademiet Lillebælt - 300 mio., Ungdomsboliger i Cortex Park - 86 mio., Middelfart Rådhus - 250 mio., University College Lillebælt - 300 mio, renovering af Munkebjergparken - 117 mio., Odense Letbane - 3 milliarder, Thomas B. Thriges Gade - 3 milliarder, og så er det nye supersygehus, som sekretariatet bliver nabo til, slet ikke nævnt. Alt dette skal være færdigt inden for de næste 5-10 år.

Man får umiddelbart den fornemmelse, når man går fra de beskedne kontorer med 3 mand, at dagen må gå hurtigt, for med et investeringsniveau i milliardstørrelsen, og i en netværksbaseret forening som ”Byg til Vækst”, er det afgørende for successen at have aftalerne på plads omkring rekruttering og faste målaftaler for kompetenceudvikling, ellers bliver det noget af en sisyfosopgave at få jobcentre, arbejdstagere, arbejdsgivere og uddannelser til at ”spille” optimalt sammen.

Herfra Nordfyn ønsker vi Peter Rahbæk Juel, og hans medarbejdere, al held og lykke med opgaven, og med at få rekrutteret så mange fynboer som muligt i de kommende opgaver, sammen med netværksdeltagerne.

Peter Rahbæk Juel