Spring ud i livet som iværksætter

Tekst: Ina Larsen
Foto: Tina Beck Brems/ Ina Larsen
 
unge iværksættere

 

Hundeopdræt? En ny stokkeholder? Pornohjemmeside? Ikke-krølbar skjorte? Iværksættermødet for 800 unge 16.-17. november gav mange bud på, hvad man kunne gøre for at være iværksætter og få sin egen virksomhed. Første dag var for 9. og 10. klasser, og den 17. november var det gymnasieelevernes tur til at få spændende inspiration og motivation til livet som iværksætter.

Det handler om at turde

Erhvervskonsulent Ove Syberg fra Nordfyns Erhverv og Turisme understreger fra starten, at det gælder om at turde:

”At blive iværksætter handler om at springe ud i det og ikke være bange for at fejle! Alt kan overvindes, hvis man samarbejder med andre, tør bede om hjælp og bruger alle mulige kanaler, der er til rådighed. Og så skal man tro på sig selv og sin idé – for så kan man også overbevise andre.”

 

iværksætter kasper

Det handler om at finde en niche i markedet og arbejde hårdt

Kasper Sjødahl på 28 år sprang ud i det i foråret 2015, da han etablerede sit eget firma K. Sjødahl, der sælger og reparerer have- og parkmaskiner. Han har en enmandsvirksomhed og er oppe mod meget store firmaer, der sælger samme varer. Det koster mere end 80 timers arbejde om ugen, men det er det værd:

”Jeg er bare en lille spiller på markedet, der kæmper mod de store drenge, men jeg gør det bedre og billigere end dem. Det er bare om at komme i gang og tage kampen op – der skal ske noget, og det er fedt at bestemme over min egen hverdag!”

Kasper startede i garagen og har nu stor fabrikshal. Han gør meget ud af, at der skal forberedelse til, inden man starter eget firma. Han havde undersøgt markedet inden og fået aftale som forhandler af flere varer, inden han blev selvstændig. Han har også fået hjælp af Nordfyns Erhverv og Turisme, hvis konsulenter har stillet ham de hårde spørgsmål og fundet en fabrikshal til ham, ligesom Nordfyns Kommunes Taskforce Erhverv har hjulpet ham med gode råd og vejledning om regler.

Kasper giver selv det gode råd til de unge, at det er vigtigt at få en uddannelse, de gerne vil bruge til noget – og så skal de ikke være bange for at prøve noget af, som fx at arbejde 14 dage i en tømrervirksomhed for at finde ud af, om drømmen om at blive tømrer også er noget for dem. ”Det er vigtigt at have kæmpe selvtillid. Men pas på, at du ikke står alene. Har du en god idé, så fortæl om den til andre og prøv det af. Det gælder om at komme i gang.”

Kenneth Henriksen sprang ud som iværksætter i en alder af 45 år, da han etablerede sin egen VVS- og blikkenslagervirksomhed. Han har haft forskellige jobs gennem livet, men han har altid været bedst tilpas med at arbejde hårdt, og det giver succes hos kunderne. Han tilbyder en totalløsning for blikkenslager- og rørarbejde og har således fundet sin niche i markedet. ”Jeg startede for mig selv den 1. januar og har ikke spekuleret på, hvad jeg skulle siden, for jeg har haft gang i den lige siden”, fortæller han.

 

jacob om iværksættere

Hvordan bliver man iværksætter?

Der er tre typer iværksættere:

De kloge, der har arbejdet sig hen til noget helt nyt – fx et teknologisk gennembrud som Google.

De idérige, der har fundet på en rigtig god idé – fx at sælge brugte golfbolde billigt via nettet.

Ildsjælene, der er drevet af deres passion for noget – fx  Claus Meyer, der har startet mange virksomheder ud fra sin passion for mad.

Det er Jacob Thomsen fra Erhvervsakademi Lillebælt, der har defineret de tre typer. Han fremhæver også de tre f’er: Fail Fast Forward, det vil sige at du ikke skal være bange for at fejle, men du skal hurtigt få testet dine idéer, og hvis de fejler, skal du videre. Det gælder nemlig om at opfinde det rigtige, før man kan gøre det rigtige, det vil sige at opbygge sin virksomhed. Og så skal en iværksætter ikke være bange af sig: ”Du skal kunne håndtere usikkerhed. Du har måske satset hele butikken, og du skal arbejde hårdt. Og den usikkerhed skal du kunne leve med som iværksætter.”

 

iværksættere på nordfyn

Få hjælp til at få styr på idéen

Det er aldrig for tidligt eller for sent at starte egen virksomhed. Den skotske entreprenør Fraser Doherty startede sin egen virksomhed, da han var 14 år gammel og begyndte at sælge marmelade, han havde lavet ud fra sin bedstemors opskrifter. I dag, lidt over 10 år senere, er firmaet en millionforretning og sælger til hele verden. Det er erhvervskonsulent Jørgen Bårris, der fortæller om det gode eksempel.  I 2015 blev der starter 18.500 nye virksomheder, og statistikken viser, at mere end halvdelen også eksisterer om 5 år.

Det kræver dog god forberedelse og hårdt arbejde at starte og opbygge en sund virksomhed. Derfor er erhvervskonsulenterne altid klar til en samtale og til at stille de kritiske og konstruktive spørgsmål om budgetter, udstyr, salg, selskabsform, regler og meget mere, siger Jørgen Bårris:

”Det kan godt være, noget kan virke kedeligt at skulle igennem, men det er nødvendigt. Og her hos Nordfyns Erhverv og Turisme vil vi gerne hjælpe jer hele vejen igennem”

Har du som ung iværksætter en god idé? Så kan du sende den ind til Jørgen Bårris eller Ove Syberg, der vælger bedste idé ud og belønner den med 5 timers sparring og en powerbank. Så er det måske dig, der bliver millionær som tyveårig?

 

Kontakt

Erhvervskonsulent Ove Syberg på tlf. 21 17 21 01 eller e-mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Erhvervskonsulent Jørgen Stig Bårris på tlf. 61 96 05 69 eller e-mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.