Optakten til VM i cyklecross

VM i cyklecross

Tekst: Ove Syberg
Foto: Diverse
Dato: 31-01-2019

Nu er det nu! På lørdag starter VM i Cyklecross på havnen i Bogense. En længe ventet begivenhed, som i meget lang tid har lagt beslag på mange menneskers arbejdsdag. Det gælder selvfølgelig de ansatte i Nordfyns Erhverv og Turisme og alle deres samarbejdspartnere, men det gælder også i høj grad alle de frivillige, hvis hjælp har gjort dette arrangement muligt.

I skrivende stund er der ved at blive stillet syv store generatorer op forskellige steder på området. Det kræver rigtig meget strøm at forsyne området med el. Spisestederne er storforbrugere, og det samme er storskærme, hele anlægget til TV-transmission, master- og datatransmissions-udstyr til pressefolkene, og meget andet.

VM i cykelcross på Nordfyn

Selve banen skal jo også bygges op. Et lidt større projekt med rigtig mange arbejdstimer i. Banen er 2,8 kilometer lang over et både fladt og kuperet terræn. I den forbindelse var det også nødvendigt at bygge to store broer, hvoraf den ene går over havneløbet.

Mad og drikke skal der jo også til. Både til publikum, men i høj grad også til pressefolkene og alle de frivillige.

Til publikum er der mad og drikke i de to festtelte samt i de opsatte boder rundt på hele pladsen. Der er sat telte og vogne op, hvor der kan købes mange pragtfulde ting af både fast og flydende karakter.

Pressefolkene skal også have noget at leve af, så det er arrangeret, at de kan spise i pressecentret.  Her skal der jo også være adgang til kaffe og vand. Derudover skal alle de over 150 akkrediterede pressefolk have borde, stole og en kraftig internetforbindelse. Så der er trukket kilometervis af ledninger rundt i pressecentret.

Der er også rejst store antennemaster til den kolossale mængde af datatransmission, der kommer fra de forskellige medier, der opererer i forbindelse med løbet.

VM i cykelcross på Nordfyn

Festtelte er stillet op, og der er entreret med belgiske DJ’s, der kan sætte de mange tilskuere i den rette stemning. For en fest er det, og det hører sig til, når VM i cykelcross afvikles hvert år i februar måned.

Politi og beredskab er også inde over ved sådant et arrangement. Sikkerheden skal være i top, og alle regler skal overholdes.

Der er også læger, ambulancer og samaritter på plads. Så både cykelryttere, tilskuere og officials er i de bedste hænder.

VIP-gæsterne er der også husket på. Der er hele fire steder, hvor de har deres domæner og kan nyde både cykelløb samt mad og drikke.

Ud over alt dette, er der rigget an til alle de cykelteams der har busser, værkstedsvogne og andet grej med til løbet. Der skal være rigget an, så de kan vaske deres cykler og gøre det hele klar.

VM i cykelcross på Nordfyn

Sådan kunne man blive ved at remse op, for der er bare tusind ting, der skal være på plads til på lørdag. Men det ser ud til at tingene er ved at falde i hak, så alt skal nok lykkes.

Der er dog én ting, som ingen kan gøre noget ved, i alt fald ikke i organisationskomiteen. Det er vejret. Som i alle andre udendørs arrangementer er man meget afhængig af vejret. Selvom der er solgt rigtig mange billetter i forsalg, er der måske mange på dagen, der kan finde på at blive hjemme, hvis vejret er dårligt. Men men men... Tag så hellere en paraply med og duk op til cyklecross alligevel.

It is going to be something special.

 

Ta' med til fest og stemning - køb billetter her!