Og så kom det i uge 29 - BUM

Tekst: Ide Seidelin
Foto: Ove Syberg
13-10-2016

 

Ejerne af Meny Otterup
Ejerne af Meny Otterup siden februar: Michael Frank, Torben Bech og Carina Andersen.

 

Ejerne af Meny Otterup er nye medlemmer af Nordfyns Erhverv og Turisme. ”For os er det nyt med det her turisme”, lyder det fra købmand Torben Bech. ”Og turismen betyder enormt meget for os her i Otterup”.

”Jeg er ellers meget omkostningsbevidst og melder mig ikke ind i foreninger. Men vi blev medlemmer af Nordfyns Erhverv og Turisme (NEET), fordi det giver mening for os, at turisme og det øvrige erhverv kan understøtte hinanden, hvor det er relevant. Det giver meget mening for os, fordi vi ligger hvor vi gør, lige ved vejen ud til feriehusområdet i Hasmark”.

Salgschef Jette Kærgaard fra Nordfyns Erhverv og Turisme har besøgt Torben Bech, og de har blandt andet diskuteret, hvordan man kan udvikle tilbud, der er målrettet turisterne.

 

Købmand Torben Bech på sit kontor
Købmand Torben Bech på sit kontor

Turisterne og salgstallet

”Vejret i juli måned har helt klart været en skuffelse. Det kan vi se af salgstallene for Meny butikkerne i kystbyerne. Ikke bare her, men også langs hele Vestkysten, hvor Meny er stærk”, fortsætter Torben Bech. ”Men i uge 29 blev vejret godt: BUM så kom de lige pludseligt, turisterne. Det er jo så fedt i vores branche at have de der dage, hvor der er stemning i butikken. Hvor det er godt vejr, og de lige skal ind og handle lidt med hjem til at sidde hjemme og hygge sig på terrassen eller campingvognen. Jeg havde desværre selv ferie den uge”, siger Torben Bech med et skævt smil. ”Men Michael fortalte, at det var helt vildt fedt og sjovt.”

”Der er jo ingen tvivl om, at det er enormt vanskeligt for en by af Otterups størrelse at bevare et handelsliv”, fortsætter Torben Bech, der er klar over, at turismen spiller en stor rolle for byen. Og Torben Bech fortæller videre, at han og de øvrige to ejere af Meny Otterup selvfølgelig skal være med til at løfte området.

Siden februar i år har Meny Otterup været ejet af de to købmænd Torben Bech og Carina Andersen samt slagter Michael Frank. ”Det er et godt match, at vi er købmand og slagter sammen”, siger Torben Bech. Michael Frank kommer fra Kvickly i Svendborg, men er ikke et ukendt ansigt i Otterup, da han tidligere har arbejdet i butikken. Torben Bech og hans kone Carina Andersen kommer fra Nyborg, hvor de har en Spar-butik. ”Min kone og jeg er meget involverede i arbejdet med forretningen. Og jeg elsker at være her i butikken”, afslutter den engagerede købmand.

 

Læs mere

Mød Meny Otterup på Facebook