Succes med raketfart

Tekst og foto: Ove Syberg
Dato: 01-06-2017 
 

Henrik Jørgensen fra House Nordic

 

I januar 2017 startede Henrik Jørgensen House Nordic i Søndersø, og efter kun fem måneder sælger firmaet mange møbler og eksporterer til otte lande. Virksomheden sælger møbler og brugskunst til forhandlere, ikke kun i Danmark, men til flere lande i Europa og Mellemøsten.

House Nordic importerer sine varer fra flere forskellige lande i Fjernøsten. De kommer til Søndersø i kæmpe containere, og bliver efterfølgende sirligt placeret i en stor lagerbygning.

 

House Nordics møbler 

Skandinavisk/asiatisk stil

Møblerne er egentlig i skandinavisk stil, men med et twist af Østen. Det giver et unikt indtryk og er meget populært i store dele af Europa.

Henrik rejser selv rundt på forskellige messer i Kina, Indonesien, Vietnam, Malaysia, Indien og andre lande i Fjernøsten. Her skaber han sine kontakter og gør sine indkøb, og nogle måneder efter, ja så lander det i Søndersø.

”De forskellige lande har meget varierede råvarer, men også meget forskellige kompetencer, hvad angår forarbejdning til møbler og andet,” fortæller Henrik og uddyber, at han har rejst i Østen i mere end ti år, og at det selvfølgelig også har været med til at udbygge hans netværk på de kanter.

Når Henrik er på messe, møder han en stor mangfoldighed af varer.

”Her gælder det så om at spotte, hvad det er der falder i europæeres smag. Det er altid svært at være sikker på man har ramt rigtigt, og der er jo ingen fortrydelsesret, så man skal være ret sikker i sin sag. Nemlig at slutbrugerne vil tage det til sig, både kvalitetsmæssigt, men også prismæssigt.”

House Nordics lagervarer 

Salg og eksport til flere lande

Henrik fortæller, at House Nordic har mange forskellige typer kunder.

Da virksomheden er ny og ikke særlig stor endnu, er det også Henrik, der sidder på salget. Dog håber han, at der inden for kort tid vil være rum til at ansætte flere medarbejdere.

Kunderne er af alle slags, lige fra små cafeer over større varehuse til det der virkelig er gang i, nemlig internetbutikker. Det betyder, at House Nordic faktisk er lagerførende for disse internetbutikker. De har ingen økonomisk risiko og heller ingen husleje til lagerbygninger, ligesom de heller ikke har nogen kapitalbinding. Det gør så i sin tur, at House Nordic er en attraktiv samarbejdspartner.

Så her efter kun fem måneder i markedet eksporterer firmaet til Holland, Belgien, Tyskland, Tjekkiet, Norge, Sverige, Finland og sågar Libanon.

Indkøberne fra Libanon, som repræsenterer to store møbelhuse, var på besøg for et par måneder siden og viste stor begejstring for de udstillede møbler. Den nordiske stil med et lille twist af Østen faldt i rigtig god jord.

 

House Nordics interiør-forslag 

Godt fra start

Henrik har arbejdet med møbler i ca. 20 år. Her af de sidste ti år som direktør for et firma, der ligner hans eget. De havde dog ikke lager, og dermed et lidt andet koncept. Mens Henrik var direktør, voksede firmaet fra 10 til 130 medarbejdere. Så erfaringen var på plads, da han ville starte sin egen virksomhed.

Henrik ser et meget stort potentiale for fremtiden: ”House Nordic kom langt bedre fra start, end jeg havde turdet håbe på, og det gør at optimismen er intakt.” Han ser rigtigt gode vækstmuligheder de næste fem år og forventer, at medarbejderstaben vokser tilsvarende. 

Hvorfor ligger House Nordic lige præcis i Søndersø? Henrik fortæller at han er opvokset i byen, og efter en afstikker på et par år i Odense ville han tilbage igen. Han kunne etablere virksomhed tæt på familiens bolig, og der var egnede lokaler, så der var ingen tvivl.

Hvad er det der driver Henrik, og dermed virksomheden?

”Købmandskabet er det helt centrale,” siger han. ”Derfor ser jeg meget frem til at ansætte en administrativ medarbejder til august, så jeg får frigivet tid til det jeg elsker, nemlig at købe og sælge.”

Video

Henrik Jørgensen fortæller om House Nordic:

Læs mere

House Nordics hjemmeside