Nye ejere vil gøre Bogense Strand Camping fantastisk igen

Tekst: Ina Larsen
Foto: Ove Syberg
Dato: 09-03-2017
 

Bogense Strand Camping har fået nye ejere. Lars og Mette Skifter fra Hasmark Strand Camping har købt kommunens anden store campingplads – og nu er de gået i gang med arbejdet på at gøre campingpladsen meget bedre.

Mette Skifter og Palle Rai Christensen ved Bogense Strand Campings legeplads
Mette Skifter og Palle Rai Christensen ved Bogense Strand Campings legeplads

Nye ejere med hang til udvikling

Campingpladsen har til salg siden 2013, og Mette og Lars Skifter har faktisk flere gange afgivet bud på pladsen. Men banken har hver gang afvist buddene i budrunden og drevet campingpladsen videre selv. I november 2016 ringede banken igen til dem. Nu skulle der ske noget. Mette og Lars Skifter var også mere interesserede i campingpladsen nu.

”Vi har fået en bestyrer i Hasmark Strand Camping, som tager sig af meget af det daglige arbejde," fortæller Mette Skifter. "Og det er fedt at holde mere fri, men ikke hvis det bare er for at holde fri. Der skal være noget at rive i, og det er også dejligt at få succesoplevelser, der kommer af at have travlt og arbejde hårdt på noget. Man bliver lidt afhængig af de skulderklap, man føler, når noget lykkes. Hasmark Strand Camping har nået det niveau, hvor vi ikke kan få det ind igen, hvis vi investerer mere. Nu kanaliserer vi noget af vores lyst til udvikling og iværksætteri i Bogense Strand Camping.”

Derfor var Mette og Lars Skifter meget interesserede i at overtage pladsen denne gang, og efter en del både aften- og dagsmøder med bankens chefer og advokater blev parterne enige. I slutningen af januar blev det officielt. Nu ejer Mette og Lars Skifter to campingpladser på Nordfyn.

Lejrchef via Messenger

De har fået en ny lejrchef til pladsen – og han er faktisk blevet hurtigt ansat:

”Jeg holdt øje med branchen og vidste, at pladsen var til salg,” fortæller den ny lejrchef Palle Rai Christensen. ”Så jeg sendte en besked via Messenger om at hvis de søgte en ny lejrchef, så skulle de endelig ringe til mig.” Tre uger efter købet besluttede de nye ejere, at de skulle have en lejrchef på pladsen, og efter flere møder med Palle blev de enige om, at han var den ny lejrchef. Han kommer fra en lignende stilling efter 3 sæsoner på en campingplads i Assens, men havde lyst til at prøve noget nyt. ”Så skal man altså tage chancen, når den kommer,” siger han.

Fokus på kerneområder

Den ny campingplads kommer med medarbejdere, egen svømmehal og nøgleudlevering til Danlands mange lejligheder. Og der skal fokus på kerneområderne: ”Vi vil have fokus på camping, og det er det, vi er gode til,” fortæller Mette Skifter. Derfor er de i gang med at afvikle nøgleudleveringen til Danland op til sommerferien. De har også fået udviklet en medarbejderhåndbog. ”Medarbejderne her er dygtige, søde og smilende,” siger Mette Skifter, der har ansvaret for medarbejderne. ”Men her har manglet en retning, og nu går vi i gang med at arbejde sammen. Målet er, at gæsterne på campingpladsen får den bedste service.”

Lige nu kommer gæsterne på campingpladsen ikke til at mærke så meget til skiftet. Men der kommer til at ske noget: ”Vi starter helt lavpraktisk med vedligehold,” fortæller Palle Rai Christensen. Der skal males, ordnes træværk, græs skal fjernes fra terrasser, sofaer skal udskiftes og meget, meget mere. Der kommer også mere fokus på både inden- og udendørsaktiviteter, så der er noget at foretage sig i både regn og solskin. Ægteparret Skifter har også valgt at investere i WiFi: ”Gæsterne skal kunne sidde i deres telt og streame Tour de France,” siger Mette Skifter. ”Det skal bare fungere.”

Der kommer også til at ske meget på markedsføringsfronten: Der er ved at blive udviklet et nyt logo, der kommer en ny hjemmeside, der også fungerer godt på mobiltelefon, og så skal Facebook og Instagram også bruges meget mere.  

Kæmpe potentiale

Arbejdet er først gået i gang, og det kommer til at tage tid at udvikle pladsen: ”Det her sted spiller først rigtigt godt om tre år,” siger Mette Skifter. ”Det har et kæmpe potentiale, der kræver, at vi koncentrerer os om det. Den her campingplads skal blive megagod igen.”

Det kræver hårdt arbejde, men det er det værd, siger den ny ejer af Bogense Strand Camping: ”Når en campingplads kører, er det et fedt sted at være. Gæsterne kommer med et stort smil, og så gælder det om at de også tager af sted med et stort smil.”

 

Læs mere

Bogense Strand Camping