Helhedsorienteret dyreklinik

Tekst: Dorte Eldrup Feldskou
Foto: Ove Syberg

Nordfyn har fået en ny dyrlægeklinik - og Bogense har igen en dyrlæge efter mange år.

Anette Draskau har altid villet være dyrlæge og blev uddannet i 1987. Hun har en bred erfaring, der spænder lige fra kvægdrift i Tanzania til almindelige små husdyr. I 2006 fik hun eksamen som fagdyrlæge inden for hund og kat, og det har hun blandt andet arbejdet med lige siden.

Dyrlæge Anette Draskau i gang med sit arbejde

En drøm og en undren

De sidste par år har hun gået dels med en drøm om at starte som selvstændig og dels med en undren over, at der ikke var en dyrlægeklinik i Bogense. Da hun så de flotte lokaler til udlejning på havnen i Bogense, vidste hun, at det var nu hun skulle slå til.

Hun tror på, at der er et godt kundegrundlag i Bogense, men er også indstillet på at det tager noget tid at få foden indenfor.

”Folk skal lige opdage, at man er der – og så er det jo en tillidssag. Vores dyr betyder rigtig meget for os, og vi har brug for at vide, de er i gode hænder”, forklarer Anette, mens hun kigger kærligt på lille Betty der trisser omkring, og fortsætter, ”jeg lægger vægt på at der er tid til en god snak; jeg vil gerne være den lokale dyrlæge, hvor kunderne kommer igen og igen, fordi der er tid til at opbygge tillid og tryghed. Tid til at lytte, tænke, spørge og snakke”.

Anette og veterinærsygeplejersken Christina er klar til at tage sig af bogensernes dyr

Ansatte og fremtiden

Udover Anette selv er der ansat en veterinærsygeplejerske, Christina, der også er uddannet adfærdsterapeut og hundemassør. Derudover har Anette en kollega, der kan tilkaldes i specielle sager, og som udover at være dyrlæge er uddannet kiropraktor. Derfor kommer klinikkens fokus også til at være på både træning og wellness.

På sigt er der mulighed for at indrette vaskerum, blandt andet til pleje af hunde med eksem, og Anette håber også på at indrette et rum til røntgen i løbet af det næste års tid. Men det er en stor investering, så indtil da må hun henvise nogle patienter til sine kolleger på de andre nordfynske klinikker eller til Odense Dyrehospital, hvis det er den helt store tur, de skal igennem.

Bogense Dyrecenter er let at få øje på

Hundetræning

Christina og Anette arbejder efter de nyeste metoder, når de skal lave hundetræning, blandt andet med positiv indlæring.

”Hundene skal motiveres og socialiseres lige fra de er helt små, så vi undgår at skulle aflive voksne hunde på grund af adfærdsproblemer – adfærdsproblemer er en af hovedårsagerne til at raske hunde bliver aflivet, og det er et problem vi gerne vil undgå”, fortæller Anette.

Hundetræningen kommer til at foregå på en stor plæne et endnu ukendt sted i Bogense, mens hvalpetræningen starter i den lukkede have bag klinikken.

Fodersalg

Der er også salg af både kvalitetsfoder og -legetøj og specielle sygediæter i butikken. Anette håber på, at det vil give hende et tættere forhold til både dyr og ejer, fordi man så ses lidt oftere og har tid til en ekstra snak om stort og småt. 

 

Mød Bogense Dyrecenter på Facebook