Nu er det jul igen

Ja det er uomtvisteligt. Julen nærmer sig, og det ses tydeligt i byernes gader. Flot juleudsmykning i de større byer, men også på mange boliger lyser udsmykningen op.

NEET har været på besøg på Otterup Museum og på Kunstgården, for at se om der også blev julet der.

Læs de små historier og se billederne. Så er det ganske vist, julen er nær.

God jul og godt nytår ønskes her fra redaktionen. Den næste historie kommer først i uge 1 2016.

Tekst og foto: Ove Syberg
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
17-12-2015

Det er også jul på Otterup Museum

 

NEET ville se om julen også havde sneget sig ind på Otterup Museum. Og jo, det havde den. Den udsendte havde lavet en aftale med Ann-Marie Hansen, der tog imod i døren ved ankomsten. Ann-Marie er formand i bestyrelsen for Otterup Museum.

Det er tydeligt, at vi nærmer os jul. Udstillingen på museet er udsmykket med nisser og andet der kendetegner den søde juletid.



Bygningen, der huser museet, har en meget lang historie. Den blev bygget i 1722, og var fattighus indtil 1925. Her overtog den daværende Otterup Kommune huset, der efterfølgende blev brugt til bibliotek i ca. 30 år. Fra 1958 blev huset så museum, og fremtræder i dag stort set som da det blev bygget i 1722.

Ann-Marie viste den udsendte rundt i museet, og fortalte meget entusiastisk om husets historie, og de mennesker der gennem tiden har bidraget til dets eksistens. Det julepyntede museum er lige i Ann-Maries ånd, og hun har selv stået for udsmykningen. Den skulle jo passes ind i den øvrige udstilling, og det er lykkes ganske fint.



Den 13. december blev der holdt juleåbent, og museet var fyldt med gæster til udstilling, kaffe og brune kager. I den forbindelse siger Ann-Marie: ”Ja, det er jo ikke alle der lige har husket en tyver til entreen, men så kommer de ind alligevel. Jeg vil så gerne fortælle så mange som muligt om museet og dets historie”.



Det koster jo nogle penge at drive sådant et museum, så hvor kommer pengene fra, spørges der. Ann-Marie fortæller, at midlerne kommer fra medlemsskaren i form af kontingent, de kommer fra Nordfyns Kommune og fra betalt entré. Ann-Marie fortæller videre, at hun virkelig ville ønske flere besøgende på museet, men det er svært at trække folk til. Hun ved ikke rigtigt hvad der skal til, men overvejer andre sociale medier, ud over den ellers fine hjemmeside og Facebook. Hun kunne også godt tænke sig, at når der kommer erhvervsfolk til Nordfyn, at de så slår et slag rundt om museet, selv om de har et stramt program. Det er hermed givet videre. I øvrigt fortæller hun, at hun altid gerne vil vise rundt, også selv om det ikke er store grupper. Ja, hun viser også gerne enkeltpersoner rundt.



Endvidere fortæller hun, at hun i forbindelse med eksponeringen af museet har haft et møde med turistdelen af NEET. Så mon ikke det kan blive et udvidet samarbejde. Ann-Marie uddyber det her med antallet af gæster, og fortæller, at da hun overtog var der 47 gæster i sommersæsonen. Året efter var der 120, og nu er antallet oppe på 500. En flot procentvis fremgang, men det skulle gerne op i et betydeligt højere antal. Så hun ser gerne at der begynder at holde turistbusser uden for døren.



En anden ting Ann-Marie lægger vægt på er, at når hun ikke skal stå i spidsen for museet længere, så skal det afleveres i fin stand, og med et betydeligt højere besøgstal.



Så lad os hjælpe hende med det. Kig forbi museet, og tag gerne et par venner med.

Jul på Kunstgården

Et godt stykke fra alfavej finder man Kunstgården. Sådan lige i nærheden af Skovby. Her skulle den udsendte ind for at se om der blev julet indimellem alle kunstværkerne. Og ja, det gjorde der. Inden en snak med Tina, en af ejerne, valgte NEETs medarbejder, at gå en tur rundt og indfange julestemningen med sit kamera. Resultatet ses blandt billederne i artiklen.

Tina fortæller at Kunstgården startede med at holde juleåbent fra den 31. oktober, så nu synger det på sidste vers. Hun fortæller også, at hun har brugt hele fjorten dage på at lave juleudsmykningen, og at hun selv har stået for det hele.

Har der så været mange forbi og kigge på alt juleriet? Ja, svarer Tina, der har været rigtig mange, men vejret har også været med os, uddyber hun. Videre beretter hun, at mange familier har det som tradition at besøge Kunstgården op til jul, og at det går flere generationer tilbage.

Hvad køber kunderne så, spørges der. Tina svarer, at det er alt fra julenisser, andre juleting, brugskunst, malerier og i det hele taget alt muligt. Det meste købes dog til julegaver.

Tina fortæller hun også at der på Kunstgården er repræsenteret mere end 50 forskellige kunstnere. Julen er absolut højsæson for besøgende, beretter hun. Ellers er det omkring påske og i sommerperioden der er flest kunder.

Hvor kunderne kommer fra? De kommer mange steder fra, og de fleste kommer faktisk ikke fra Nordfyn, men fra andre steder i landet. Ydermere ser hun gæster fra det meste af Europa, og så langt væk fra som Australien og Canada. Mange af disse kunder kommer igen og igen, og Tina er ikke bange for at sige, at Kunstgården er gået hen og blevet et ”brand”. 

Hun fortæller også, at de har et godt samarbejde med overnatningsstederne her på Nordfyn. De er flinke til at fortælle deres gæster om stedet, og det genererer mange besøgende. Undervejs i snakken beretter Tina, at mange også køber gavekort. De skal give en gave, men er lidt usikre på hvilken slags kunst folk egentlig interesserer sig for. Udvalget er jo stort.

Hvordan har salget så været i denne jul? Tina siger, at det har været nogenlunde på samme niveau som de fleste andre år. Bliver 2016 så ”business as usual”, vil den udsendte gerne vide. Det mener Tina at det gør. Der er ikke noget revolutionerende undervejs, men hendes tanker er også allerede i 2018, hvor Kunstgården har 50 års jubilæum. Der kommer der til at ske noget, og det skal jo planlægges i god tid. Oven i det kommer så også at Tina selv fylder 50 samme år.

Det blev det sidste, men nyd nu den dejlige julestemning på billederne.