Nordfyns Rosenfestival er et ægte eventyr

Tekst og foto: Nordfyns Erhverv og Turisme

Lørdag og søndag venter Bogense mere end 20.000 gæster, Den Kgl. Livgardes Musikkorps kommer til byen, Bjarne Als og Lasse Spangenberg kommer på besøg, og flere end 100.000 blomster vil udsmykke byen. Årets Rosenfestival løber af stabelen.

Formand for Rosenfestivalen Jette Kærgaard har travlt lige nu – men hun glæder sig:

” Frivillige blomsterdekoratører og mere end 100 hjælpere er i fuld gang. Vi har et fantastisk program med mange nye rosendekorationer, og Bjarne Als fra Bering Flowers udsmykker byrådssalen på Bogense Rådhus. Lasse Spangenberg udstiller 25 af sine fantastiske kjoler, Gyldensteen Gods får døbt en rose, Den Kongelige Livgardes Musikkorps har komponeret en Gyldensteen Fanfare, der spilles for 1. gang ved Rosendåben.”

Jette Kærgaard sammen med borgmester Morten Andersen, rosenprinsesser og årets gæst ved sidste års Rosenfestival, Bent Fabricius Bjerre. I år kommer Bjarne Als fra Bering House of Flowers og designer Lasse Spangenberg på besøg.

Et eventyr

Mere end 70 % af de danske haveroser produceres omkring Bogense - sådan var det for 10 år siden og sådan er det stadig. Desværre er markedet for salg af haveroser faldende, men af de roser der sælges i Norden, kommer langt de fleste fra Nordfyn. Den store produktion af roser er baggrund for festivalen. 10 års jubilæum, det er nærmest et eventyr, derfor er det også temaet til den 10. Rosenfestival.

Jette Kærgaard fortæller: ”Rosenfestivalen startede med en gruppe af frivillige. Ideen var, at de mange roser der voksede på markerne ved Bogense, måtte vises frem inde i byen og trække gæster til. Gruppen bestod af flere personer fra OmrådeAvisen Nordfyn, Bogense Handelsstandsforening, Rosenhaven og Grønløkke Planteskole. Ingen af os i den arbejdsgruppe havde forestillet os, at det vi startede ville udvikle sig til at være Nordfyns største event og tiltrække gæster fra både ind- og udland.”

Gaderne er fyldt af mennesker til Rosenfestival

Fra rosenknop til fuldt udsprunget rose

I år har Rosenfestivalen altså 10 års jubilæum, og det lille arrangement har vokset sig til en succes, der brander Nordfyn på det store landkort. Rosenfestivalen opnår spalteplads og positiv omtale både regionalt og landsdækkende. I år kommer TV2 og optager til udsendelsen ”Kongelige Hofleverandører”, hvor de følger teamet fra Bering Flowers, Bjarne Als. Samtidig kommer TV3 og optager til udsendelsen til ”Købmænd på 1. klasse” - her er det designer Lasse Spangenberg, det handler om.

Alt dette kan slet ikke lade sig gøre uden solid opbakning fra hele Nordfyn. Det koster nemlig mange, mange penge at afvikle en begivenhed, der er så stor som Rosenfestivalen: Udgifterne til indkøb af roser, dekorationsmaterialer, underholdning, markedsføring, skilte, osv. kan slet ikke dækkes af den lille omsætning, salget af roserne søndag eftermiddag indbringer. Derfor er Rosenfestivalen dybt afhængig af velvillige sponsorer, tilskud og frivillig arbejdskraft. Jette Kærgaard er meget taknemmelig for opbakningen:

”Rosenfestivalen har fået en helt fantastisk opbakning fra alle interessenter. De erhvervsdrivende har været sponsorer helt fra starten, og mange frivillige har lagt hundredvis af ulønnede arbejdstimer i arrangementet. Nordfyns Kommune har venligst udlånt Rådhuset helt fra starten, og efterhånden som arrangementet voksede, har vi også fået økonomisk støtte. Dette er hele grundlaget. Uden sponsorer og støtte kan der ikke afvikles Rosenfestival. Derfor er det helt fantastisk at vi næsten altid får et positivt svar, når vi spørger om hjælp på den ene eller anden måde. Den goodwill er med til at øge glæden ved at arbejde med Rosenfestival. Den goodwill er også med til at tiltrække nye frivillige. Det er sjovt at være en del af en succes!”

Rosenfestivalen kan ikke lade sig gøre uden alle de frivilliges arbejde - du kan se nogen af dem i deres grønne t-shirts under festivalen

Godt salg

Den omsætning, som Rosenfestivalen genererer, ender hos de erhvervsdrivende på Nordfyn.

Det er Jette Kærgaard også glad for: ”Hvilken omsætning Rosenfestivalen genererer, har vi ikke nøjagtige tal på. Blot ved vi, at butikker og restauranter har nogle helt fantastiske dage. Vi ved at campingpladser, hoteller, B&B-værter og private overnatningssteder også i udkanten har udlejning til gæster, der kommer til Nordfyn for at opleve Rosenfestival. Mange er fuldt booket i den weekend meget lang tid i forvejen. Mange af de lokale familier får gæster fra nær og fjern, der gerne vil opleve den skønne event. Vi ved at omsætningen under Rosenfestivalen er så stor, at den har betydning for budgetterne hos flere erhvervsdrivende.”

Fremtiden

Foreningen Nordfyns Rosenfestival blev stiftet i 2011, og det skete bl.a. for at fremtidssikre Rosenfestivalen. Der er derfor også skrevet nogle høje mål direkte ind i foreningens vedtægter: Det gælder om at skabe gode oplevelser, der får gæster fra nær og fjern til at komme igen og igen – og så skal Rosenfestivalen fremfor alt have en positiv effekt på Nordfyn.

Jette Kærgaard ser da også hele tiden fremad: ”Det er vigtigt at udvikle og fremtidssikre vores Rosenfestival. Det kan vi kun gøre sammen. Jeg håber vi ses til Rosenfestival – og vi glæder os til de næste 10 år.”

 

Se det spændende program til årets Rosenfestival!