Nordfyn og hele verden

Tekst og foto: Ove Syberg
Dato: 14-09-2017
 
I Bogense ligger der en virksomhed, der leverer produkter til hele verden – med stor succes. Wencon leverer materialer til reparationer i den maritime sektor, primært til skibe og vindmøller.
 

Jan Ryholl fra Wencon 

Wencons produkter bruges til reparation af forskellige rørsystemer, ventiler i kølesystemer, pumper og andre væskebårne anlæg på skibe. Mange af disse anlæg bruger saltvand til køling, og derfor tærer rør og ventiler. Dette resulterer i revner, og med tiden, meget tyndslidte materialer, med fare for utætheder i essentielle systemer på skibene. Med Wencons produkter kan man reparere med det samme, og det er der god økonomi i.

”Det vigtige for skibsrederne i denne forbindelse, er den store tidsbesparelse der er, ved at man kan reparere skibene i rum sø, og ikke mindst at det er noget billigere at reparere i stedet for at skifte til nyt,” understreger direktør Jan Ryholl.

Wencon epoxy coated

Reparation på havet 

Men hvordan kan man reparere rørsystemer på skibe, mens de sejler? Jan forklarer, at kundernes skibe har et reparationskit fra Wencon med ombord, når de sejler rundt på verdenshavene. Kittet indeholder reparationsmaterialer og en komplet manual, der fortæller præcis, hvordan reparationen skal udføres. Han uddyber:

”Det er her, de helt store besparelser for rederne ligger. Der skal ikke søges nødhavn, og der skal ikke ligges stille i havnen for at vente på reservedele.”

En anden væsentlig faktor er, at skibe, der skal i havn, har det man kalder en ’’slottid’’. Det er et tidsrum, hvor skibene skal være inde og ude af havnene. Kommer et skib for sent til sin ’’slot’’, kan det risikere at skulle ligge vente i mange timer eller ligefrem dage på at komme i havn.

Jan forklarer, at Wencons produkter er meget nemme at benytte, og at de har mange anvendelsesmuligheder. Man blander simpelthen to materialer i et simpelt blandingsforhold og får en pasta, der kan smøres på med en pensel eller en spartel, alt efter reparationens art. Man kan også lave disse reparationer under vand. Reparationsstedet rengøres, og pastaen smøres på ind- eller udvendigt, tørrer - og systemet er tæt igen.

Jan Ryholl fortæller også, at man i stigende grad også monterer pumper og ventiler, der er coatede på forhånd. Det betyder, at disse enheder holder tre til fire gange så lang tid som enheder, der ikke er coatede.

Wencons lager

Logistik 

Wencon har også en anden konkurrencefordel: Det er deres eminente logistiksystem. Her når over 99% af alle bestilte ordrer frem til lovet tid, og det er virkelig noget, kunderne sætter pris på.

Wencon er repræsenteret i hele verden på alle kontinenter. Her er der certificerede agenter, der har kontakt til kunderne, så der er altid nogen klar til at hjælpe.

På hovedkontoret i Bogense er der tolv ansatte. Der er administration, salgsorganisation og lager. Her har alle area sales managers daglig kontakt til alle enheder rundt omkring i verden og sørger for at de har alt, hvad de skal bruge, og sparrer omkring service, vækst og ekspansion.

Der er ikke decideret produktion i Bogense, så alle materialer kommer fra underleverandører rundt omkring i Europa. I Bogense samles det hele så, gøres færdigt, pakkes og bliver så dagligt afhentet af en lastbil og ryger ud i det enorme distributionssystem.

Hvorfor Bogense? 

Hvorfor ligger Wencon så lige i Bogense? Det er der en naturlig forklaring på. Det var stifteren og ejeren Erik Wendelin, der for 30 år siden startede virksomheden i byen. Erik kendte til lignende produkter, men ville videreudvikle og forfine dem, og så satse på det maritime marked. Det var også vigtigt, at produktet var af en sådan karakter, at folkene på skibene selv kunne udføre reparationen, således at der ikke skulle ventes på eksperter udefra. Siden er der udviklet til stadighed, og man har nu et enestående produkt.

Det skal lige tilføjes, at 90% af virksomhedens produkter går til eksport.

Fremtiden handler om vækst, forklarer Jan. ”Vi skal være større, udvide vores salgsorganisation og have betydeligt flere kunder i porteføljen.”  Dejligt med endnu en virksomhed, der har vækstambitioner her på Nordfyn.

 

Læs mere

Læs mere om Wencon