Nordfyn er lig med turisme

Tekst: Ove Syberg

Foto: Diverse

Nordfyns Erhverv og Turisme har taget temperaturen på sæsonen 2017 og kigget lidt frem på sæsonen 2018. 

Rikke på turistkontoret

Bureauleder Rikke Lindhøj fra turistkontoret fortæller, at 2017 faktisk har været en OK sæson, selvom vejret absolut ikke viste sig fra den gode side.

”Der har været en stor fremgang i udlejningen af feriehuse og også fremgang for overnatninger i havne og på hoteller. Derimod har campingpladserne haft lidt tilbagegang, og det skyldes helt sikkert vejret,” fortæller Rikke. ”Det er primært danskerne, der svigter. De tager straks på charterferie, hvis vejret ser ud til regn. Hvorimod de andre større grupper som tyskere, hollændere og nordmænd er knap så vejrfølsomme.”

Sommerhuse

Hollænderne kommer

I hele 2017 har der samlet set været 445.142 turist overnatninger i Nordfyns Kommune, hvoraf de 196.73 var i feriehuse. I den forbindelse påpeger Rikke, at de store udbydere af feriehuse til leje efterspørger store velholdte ferieboliger, da der er større efterspørgsel, end der er huse til leje.

Her var Nordfyns Erhverv og Turisme, Novasol og Nordfyns Kommune på banen med en event, hvor alle sommerhusejere var inviteret, så de kunne høre om udlejning og ad den vej få interesse i at leje deres huse ud.

Værd at bemærke er, at hvor danskere, tyskere og nordmænd stort set var status quo, ja så havde de hollandske turister en fremgang på 13,8 % i overnatninger. Ganske imponerende.

I den forbindelse fortæller Rikke, at der de seneste par år er gjort en stor indsats på det hollandske marked, og at det nu bærer frugt.

Der er ikke så mange svenske turister her på Nordfyn. Rikke siger, at det med, at man skal over to betalingsbroer, samt den store valutaforskel, gør at svenskerne er lidt sværere at få hertil.

Rikkes største forventninger til næste sæson?

”Det er at få en bedre sommer rent vejrmæssigt, så campingpladserne igen kommer op på vanligt niveau, hvad gælder antallet af overnatninger.”

Rikke på Turistmesse

Messer og digitale medier

Udover bønnerne til de højere magter, vil man øge indsatsen på det hollandske marked og være tilstede på stort set alle platforme. Hvilket man også er i de øvrige lande i nærområderne. Især platforme som Google My Business og Tripadvisor er vigtige, da det er her, mange kunder finder de rigtige steder at tage hen.

Nordfyns Erhverv og Turisme har også været på flere messer og solgt det skønne Nordfyn til turister, der kom forbi i Herning, Hamborg og Odense. Her fortæller Rikke, at der var stor interesse for den fynske/nordfynske stand, og mange ville gerne høre mere om Nordfyn.

Rikke understreger dog vigtigheden at være på de digitale medier, da det er her, det rigtigt rykker i forhold til at skaffe flere turister hertil.

Af andre større events som er nye på Nordfyn, nævner Rikke den store sejlads med bevaringsværdige træskibe, der starter i Bogense. Alle oplevelser og events, der sker på Nordfyn, kan findes på visitnordfyn.dk.

Til slut beretter Rikke, at udlejningen af sommerhuse her i 2018 ligger pænt over, hvordan det så ud sidste år.

 

Læs mere

Find nordfynske events, oplevelser og seværdigheder på visitnordfyn.dk