Nordfyn er klar til at byde turisterne velkommen

Turistsæsonen går i gang inden længe, og vi på Nordfyn er klar til at byde folk fra nær og fjern velkommen i det Nordfynske. Historien i denne uge handler om turisme, men lige så meget, som det er turismepræget, lige så meget handler det om erhverv, der skal drives. Vi har besøgt Castor i Bogense, Otterup Hotel og Bed & Breakfast Bindingsværket, der alle har noget specielt at byde på.

Af Lene Hindsgaul Nielsen
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Fotos: Ove Syberg
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
30-04-2015

Besøg på Castor

Efter en regnfuld morgen tog udsendte fra erhvervskontoret på tur til Østre Mole ved Bogense Havn, hvor solstrålerne havde fundet deres vej igennem skyerne og bragte en flot, blå himmel frem. På båden, Castor, blev vi taget godt imod af Henning Gammelgaard, formand for den selvejende institution Castor af Bogense og Henning Jørgensen, sjakbajs på Bundholdet. Bundholdet består, ud over Henning Jørgensen, af 15 mand, der sørger for rensning og bundmaling af skibet samt montering af inventaret, så båden står skinnende klar til sæsonens første sejltur den 2. maj. Castor har været i Bogenses varetægt siden 1996, hvor en kreds af borgere købte båden, som har plads til 39 passagerer.


En båd til lidt af hvert

Castor bruges i mange forskellige sammenhænge. Fra maj til september bliver båden i høj grad brugt til at give turister fra både udlandet og fra andre steder i Danmark en oplevelse, hvor de besøgende for eksempel kan komme på en solnedgangstur til Æbleø, blive sejlet til Juelsminde eller Samsø. Der er også mulighed for at komme på enten sæl- eller søløvesafari eller på udflugt til Endelave og Tunø. En oplevelse, som specielt de små børn, finder sjovt, er Sørøverturen, som er blevet gjort til en hel udflugt, der starter på fastlandet i Bogense med efterfølgende kapring af Castors besætning på jagt mod den gemte skat: ”Børnene er vilde med det, og de er meget ”usynlige”, når de bevæger sig oppe på kajen og er i færd med at kapre Castor. ” Et andet event, der også trækker folk til, er, når Castors Venners arrangerer ’Jazz for fulde sejl’ der foregår seks lørdage og én fredag hen over sommeren. Her er det muligt at komme ned på havnen og nyde gode rytmer til nogle smagelige dråber øl, vin og vand, hvor overskuddet går til vedligeholdelse af Castor. Det er også muligt at komme på charterture i forbindelse med erhvervsarrangementer eller dykkerture. Et forholdsvist nyt tiltag, der også tilbydes, er spredning af aske i forbindelse med bisættelse. Castor kan altså bruges i mange henseender, og det er også muligt at leje båden til andre arrangementer.


Brug for en hjælpende hånd

Henning Gammelgaard fortæller, at Castor er meget afhængig af frivillig arbejdskraft, fonde, sponsorer, Castors Venner og økonomisk tilskud fra Nordfyns Kommune samt et godt samarbejde med Nordfyns Turistbureau. Uden disse ville det være svært at få det hele til at løbe rundt. Castor er en spændende attraktion, hvorfor det også ville være en skam, hvis Bogense ikke længere havde Castor liggende på havnen. Henning Jørgensen fortæller, at de er stødt på en ny udfordring, da Castor mangler et sted at stå fra september til maj. Stedet skal kunne rumme opbevaring af bådens inventar, når det skal klargøres til sommersæsonen. Derfor søger folkene bag nu et nyt sted, gerne på Bogense Havn på ca. 30-40 kvm, hvor de kan holde til. Institutionen har jo, som skrevet, ikke meget at gøre godt med, men de håber dog på, at der vil være nogle, som har mulighed for at give noget plads.

Castor er lige nu på udkig efter to fuldbefarne besætningsmedlemmer; en skipper og en styrmand med særlige kvalifikationer. De skal have sejlet erhvervssejllads, hvilket kræver uddannelse. Hvis der er nogen, der sidder med en lille drøm om at få lov at sejle Castor, så er der altså brug for mandskab, og opfordringen er hermed givet videre.



I kan læse mere om Castor af Bogense og blandt andet se sejlplanen på: www.castor-bogense.dk


Afrika på Nordfyn

I Klintebjerg, ude i den smukke natur, tæt på havnen og ved Odense Fjord, ligger Bed & Breakfast Bindingsværket. Vi bliver taget imod af den imødekommende ejer, Dorthe Nielsen, der sammen med sin mand Lars Nielsen, driver det indbydende sted. Et sted med en spændende historie, som vi bliver mere nysgerrige på, da Dorthe begynder at fortælle.


Et strejf af tanzaniansk kultur

Dorthe tager os med ind i en hyggelig stue, som vi først antog var privaten, men da Dorthe begynder at fortælle om stedets historie, finder vi dog hurtigt ud af, at det er Bed & Breakfast-stedet, vi sidder i. Der er en hjemlig atmosfære, som giver en behagelig stemning. Dorthe fortæller, at hendes bedsteforældre i starten af 60’erne købte stedet, hvor de renoverede den ene bygning, der på det tidspunkt var hestestald. Da Dorthes forældre besluttede sig for at blive gift, fik de lov at renovere den anden bygning og flytte ind i det, som i dag er Bed & Breakfast. Her voksede Dorthe op, og i 1994 tog familien til Tanzania. Da Dorthe bliver skilt, mens hun er i Afrika, beslutter hun sig for, sammen med sine børn at flytte tilbage til familiestedet i Klintebjerg, selvom hun ikke selv havde tænkt sig at vende tilbage. Her møder hun Lars, som hun i dag er gift med. I mellemtiden blev Dorthes far i 1998, da han rejste tilbage til Danmark igen, konsul for Tanzania i Danmark, hvorfor Bindingsværket også har været generalkonsulat for Tanzania. Da Dorthes far dør i 2011, og hendes mor er kommet på plejehjem, sidder familien pludselig med to huse, hvorfor de udtænker ideer til, hvad de kan gøre med det ene hus. Først var det planen, at de ville åbne en restaurant, hvor elever fra kokkeskolen kunne komme og bruge køkkenet som læringssted, men da det ikke kom til at hænge sammen, blev de enige om at forsøge med Bed & Breakfast, som har vist sig at være en rigtig god idé.


Har mange timer i døgnet

Dorthe er uddannet sygeplejerske, hvilket hun stadig arbejder som samtidig med, at hun forsker, mens manden, Lars, er selvstændig tømrer og bygningskonstruktør. Hvordan det er muligt at drive et Bed & Breakfast ved siden af det travle arbejdsliv, var derfor et spørgsmål, vi var interesserede i at høre mere om. For på trods af fuldtidsarbejde, beskæftigelse i lokalrådet, et hjerte, der stadig banker for Tanzania og et arbejde med unge flygtninge, lader det sig altså gøre også at drive et sted, hvor gæsterne altid går tilfredse derfra, og hvor mange vælger at komme tilbage til. Parret har fået det til at fungere, fordi de netop lader omgivelserne være et sted, hvor gæsterne kan føle sig hjemme. Dorthe og Lars sørger for at handle morgenmad ind, så gæsterne har mulighed for selv at tilberede maden samt nyde godt af de smukke udendørsarealer, der er til rådighed.  Samtidig har gæsterne mulighed for at låne cykler, blive guidet til oplevelser på Nordfyn og få et fællesskab med de andre gæster, der kommer forbi stedet.

I næste weekend afholder Dorthe og Lars fernisering, hvor lokale kunstnere har mulighed for at udstille deres værker.


I kan desuden læse mere om stedet på: www.bed-breakfast-klintebjerg.dk



De gode gamle dage…

Det sidste sted, vi besøgte, er langt fra de typiske hotelkæder. Otterup Hotel er sin egen med en indretning, der emmer af historie og autenticitet, og som giver et behageligt indtryk. I receptionen møder vi den efterhånden gamle papegøje, der byder velkommen med ordene: ”Far drikker bajere – go’nat” – en sjov lille velkomst. Vi sætter os ind i restauranten sammen med ejeren af hotellet, Hans Peter Bang. Selvom det er morgen, er der allerede gæster, der sidder og nyder et morgenmåltid. Hans Peter Bang har siden september 2013 drevet hotellet, og nye tiltag er under opsejling.


Der bliver gjort klar til turisterne

Hotellet bliver brugt i mange sammenhænge, både til festarrangementer, møder og som almindelig spisested i hotellets restaurant. Specielt i ferieperioderne er hotellet velbesøgt, når turister fra både Danmark og udlandet slår vejen forbi Otterup. Hans fortæller, at mange gæster vælger at spise i restauranten, når de bor på hotellet, men restauranten tiltrækker også mange turister fra sommerhusområderne og campingpladserne. Sidste år begyndte hotellet på udendørsservering, og igen i år vil folk kunne nyde gode drikke og velsmagende måltider foran hotellet, hvor der i skrivende stund er ved at blive opsat markiser, og loungestole vil også blive sat op, så det bliver så indbydende, når folk går forbi, at de bliver nødt til at tage sig et hvil samt indtage en god forfriskning.


Med på beatet

Hans fortæller, at der er sat stærkt ind på markedsføringsdelen. Et par tjenere fra hotellet har de seneste måneder fået en Facebookside op at køre, hvor Otterup Hotel profileres med smukke billeder og beskrivelser. Derudover har hotellet også købt sig ind på de forskellige deal-sider på internettet, hvor interesserede kan gå ind og vælge mellem et stort udvalg af forskellige oplevelser med store besparelser. Hans fortæller, at flere har udtrykt, at deal-siderne tager en for stor del af pengene, men som han selv siger, så skal disse deal-sider også have penge for at markedsføre de forskellige virksomheder. Hvis Hans selv skulle ud og for eksempel købe sig plads i aviserne, ville omkostninger blive mindst lige så dyre. Ved at være med i forskellige deal spots, vil flere mennesker automatisk lægge mærke til det hyggelige hotel, der ligger godt placeret på Nordfyn. Lige nu har hotellet 15 værelser med 45 senge. De mange senge i forhold til værelser skyldes, at der er flere af hotelværelserne, der har familieværelser med flere rum. Otterup Hotel har tilkøbt en grund bag hotellet, hvor planen er at udbygge med flere værelser, så der bliver mulighed for at byde endnu flere gæster velkommen.

I kan læse mere om Otterup Hotel her: www.otteruphotel.dk