Nogle gange ser ét øje bedre end to

Overskriften lyder nok lidt mærkelig, men der er faktisk brancher, hvor der til dagligt kun bruges ét øje, når det går løs. Det er i fotobranchen. Her arbejdes med nogle sorte apparater med en masse knapper, men de er kun udstyret med ét øje.

Hvordan mon det går blandt nogle af de professionelle fotografer her på Nordfyn. Det forsøger NEET at finde ud af. Det er ikke en branche, vi sådan hører om til hverdag, så mon den lever godt eller skidt.

NEET har besøgt to fotografer. En i Otterup og en i Bogense. De er meget forskellige, og dermed spændende på hver sin måde.

Tekst og foto: Ove Syberg
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
26-11-2015

Bryllup & Portræt-Fotografen

Da NEETs udsendte kommer gående i Bredgade i Otterup på vej hen for at få et interview med Alex Ingemann, der ejer Bryllup & Portræt-Fotografen, kommer han straks i julestemning. For Alex's butik er julepyntet både i udstillingsvinduet og inde i butikken.

Alex tager imod, efter han har sagt farvel til et par kunder, der netop forlader butikken. Han begynder stille og roligt at fortælle om, hvordan han er nået dertil, hvor han er.

Alex har faktisk været i fotobranchen hele hans karriere. Det startede da han kom ud af skolen og kom i lære hos Merlin. Her blev han udlært som fotograf og fotohandler, og blev senere afdelingschef for salg af kameraer og udstyr til fotografer. Merlin, der senere blev til en stor kæde, var Alex med til at bygge op. Det startede med tre butikker i Odense, men blev jo senere en landsdækkende kæde. Merlin blev senere opkøbt af Fona.

Senere i karrieren kom Alex til Agfa, hvor det handlede om salg af fotoartikler til forhandlere over hele landet. "Det var noget lidt andet udstyr der var på markedet den gang", fortæller Alex. "Det var jo film der skulle fremkaldes, og alt det udstyr der var forbundet med den proces", uddyber han.

I år 2000 tog Alex springet og blev selvstændig fotograf. Flere havde på det tidspunkt opfordret ham til det, og nu skulle det være. Studiet blev indrettet i Jernbanegade i Otterup, og det var uden butik eller udstilling af nogen art. Det var helt fra bunden, og kunder skulle han først til at skaffe.

Alex måtte jo have fat i nogle kunder, så han tog rundt i de nordfynske fodbold og håndboldklubber og tilbød at fotografere holdene. Det gik godt, og der kom gang i forretningen. Senere blev det konfirmationer og andre familiebegivenheder, Alex blev kaldt ud til. Faktisk er der mange kirker, der har Alex som fast fotograf.

Strøgkunder kommer der også, men som Alex siger: "Der er mange tomme butikslokaler i Otterup, og det gør jo, at de samlede strøgkunder bliver færre, og det kan jeg jo også mærke." Lidt ærgerligt mener den udsendte, da både butik og facade fremtræder meget indbydende.

Butikken er også forsynet med et flot studie, som Alex viser frem. "Nødvendigt, med alle de portrætfotograferinger jeg laver", siger han.

Der spørges, hvornår det var, man gik fra de gamle celluloidfilm, og over til de digitale kameraer. Alex siger, at det er ca. 15 år siden, og at det var en stor revolution. Alex beretter videre, at hans kunder er meget lokale, men at der skam også er kunder længere væk fra. Selvom han fotograferer meget til højtider, er der også mange, der gerne vil have lavet portrætter, enten af dem selv eller familiemedlemmer. De bruges meget til gaver, eller simpelthen til at have stående hjemme og kigge på, uddyber Alex.

Hvad med fremtiden spørges der, og Alex beretter, at efterlønsalderen jo nærmer sig, og i den forbindelse ligger han i forhandlinger med en fotograf, som han arbejder sammen med, om at overtage butikken.

"Men det er da en lidt speciel situation, når man har haft forretningen i så mange år", siger Alex og fortsætter: "Det er nok det rigtige tidspunkt at stoppe på, for jeg vil stoppe, mens jeg er på toppen," slutter han.

Fotograf Winnie Synia

For at møde Winnie Synia måtte NEET’s udsendte en tur til Bogense. Nærmere bestemt Hotelpassagen, men det var turen værd.

Winnie tog imod og viste det lille studie frem med en vis stolthed. Det syner ikke af meget, men der er det, der skal til i sådan et. Desuden fortæller hun, at hun allerhelst vil fotografere "on location", så studiet bliver kun brugt, når det er nødvendigt.

Men lad os høre, hvad Winnie har at fortælle. "Jeg har altid fotograferet, og ligesom bare gjort det", starter hun. Det var ikke noget, der lå i kortene, det var bare de steder, hun kom, så var det naturligt, at det var hende, der fotograferede.

På et tidspunkt var Winnie arbejdsløs, og da så hun en annonce i Fyens Stiftstidende, hvor man søgte en fotografisk medarbejder, til at fotografere i institutioner, hos dagplejere og lignende. Hun fik jobbet og fotograferede i fire sæsoner. Som Winnie siger, så var det samlebåndsarbejde, men hun var i gang. Herefter tog Winnie grundforløbet på Medieskolen. Så var det tid til at finde en læreplads, men her var der mange om buddet, og som hun udtrykker det, "var der ikke en skid at komme efter". Så det blev efterfølgende forefaldende arbejde forskellige steder.

Winnie ville gerne noget mere, så hun begyndte på en fotografisk uddannelse, der dog ikke er kompetencegivende, men som kørte i weekender og som gruppearbejder, men også med selvstudier. Det var en selvbetalt uddannelse, og den var ikke billig, fortæller hun. Det var i 2013, og her rykkede det virkelig, siger hun med et smil.

Igen begyndte folk at henvende sig. Det var blandt andet Nordfyns Dagpleje, der gerne ville have de små poder foreviget, og det var mere spændende, fordi det gik hen imod portrætfotografering. Her var der så også mulighed for, at børnene kunne komme til hende i studiet.

Winnie fortsætter med at deltage i forskellige kurser og workshops, så der er en kontinuerlig læring på programmet.

Winnie fortæller videre, at de bedste fotoseancer, hun har, er dem, der forgår ude i naturen. "Det giver nogle helt specielle muligheder med lys og kompositioner", fortæller hun.

Vi kommer også ind på teknikken i moderne fotografering. Her fortæller Winnie, at det ikke altid er et superkamera, der skaber de flotteste portrætter, men i lige så høj grad kemien mellem fotograf og de mennesker, der fotograferes. Fotografen skal få dem til at "åbne op", uddyber hun med nogle sigende armbevægelser.

De typiske kunder er børnefamilierne, hvor man billedmæssigt kan følge individerne undervejs. Det er gode kunder, for de kommer som regel igen og igen. De fleste af kunderne får Winnie gennem hendes netværk her på Nordfyn, men der kommer faktisk også kunder fra hele Fyn, der har hørt om hende.

Hvad skal der ske fremover, vil den udsendte vide. Winnie griner, men ser dog eftertænksom ud. "Jeg ved ikke med studiet, men det sker der nok ikke så meget med lige nu. Når jeg arbejder, foregår det for 70 til 80 procent ude i naturen, så behovet er der ikke nu." Hun fortæller videre, at hun stadig betragter sig som iværksætter, og har hun behov for andre lokaler, ja, så lejer hun sig ind.

Winnie har stadig arbejde ved siden af fotograferingen, men drømmer om, at det på et tidspunkt bliver en 100 procent levevej. Det er dog lidt svært, da meget fotoarbejde er sæsonbetonet, bedyrer hun, men samtidig siger hun også, at hun ikke har noget imod vikararbejde en gang imellem. Det giver så også det, at man i de situationer har kolleger at omgås, og det er noget, hun sætter pris på.

En rimelig optimistisk Winnie Syvia, der tror på en fremtid i denne branche.