"Never give up"

Et godt nordfynsk udtryk for det gå-på-mod, som 33 landmænd, med talsmanden gårdejer Troels Clausen i spidsen, har udvist, i de 15 år det tog, før de alle i dag kan stå til rejsegilde på et biogasanlæg og fejre at nu er det lykkedes.

Af Birger Munter
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Fotos: Ove Syberg
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
27-04-2015

Gårdejer Troels Clausen


I 2000 var de foregangsmænd for etablering af et anlæg der kan omdanne gylle og faste stoffer + husholdningsaffald til ”grøn energi”, som en anden af talerne omtalte, den produktion der kommer ud af anlægget.

Vi er på Odensevej 154 i Bogense på en flad mark, hvor 1. spadestik blev taget den 2. sep. 2014 til et 150 mio. kr. projekt, som ved årsskiftet er en produktionsenhed til gavn for et grønnere Danmark.



Der er fyldt med mennesker, som alle ser glade ud. Nordfyns borgmester Morten Andersen, venstres energiordfører Lars Christian Lilleholt, fødevareminister Dan Jørgensen, bestyrelsesformand for NGF Nature Energy Jens Otto Dalhøj samt mange andre.

Og det er der sandelig også grund til. Solen skinner, der er pølser til alle og endelig har projektet rejsegilde.

Talerne var alle interessenter, og klapsalverne var hjertelige. ”Et bevis på, at når alle, private, kommune og stat kan samarbejde, så vil det lykkes” udtaler Lars Chr. Lilleholt samstemmende med bestyrelsesformanden for NGF Nature Energy Nordfyn, Hans Duus Jørgensen. ”Det har været afgørende, at der er blevet gået positivt til opgaven, og der har været vilje til at dette skulle lykkes”.


Borgmester Morten Andersen & kommunaldirektør Morten V. Pedersen


Venstres energiordfører Lars Christian Lilleholt & bestyrelsesformanden for NGF Nature Energy Nordfyn Hans Duus Jørgensen


Bestyrelsesformand for NGF Nature Energy Jens Otto Dalhøj, fødevareminister Dan Jørgensen samt borgmester Morten Andersen


Når anlægget er færdigt, og gasledningen er ført til Særslev, hvor det bliver koblet til ledningsnettet, vil det kunne forsyne 6.000 husstande med varme.

For at sætte lidt tal på foromtalen, så er det kommende anlæg ejet af NGF Nature Energy med 65 %, Xergi A/S (hovedentreprenøren) med 10% og landmændene med 25 %, og den årlige omsætning anslås til 30 mio. kr.

25 vognlæs vil blive leveret til anlægget dagligt, og 11,3 mio. m3 grøn energi vil strømme ud til forbrugerne fra 2016.

Et stort tillykke til landmændene med succesen, og til NGF Nature Energy, for at Nordfyn igen er kommet på ”verdenskortet”.

Vil du læse mere om udviklingen af biogasanlægget så slå op på nordfyn.natureenergy.dk