Ministerbesøg på nordfynske virksomheder

Tekst og foto: Ove Syberg
Dato: 07-09-2016
 
Lars Christian Lilleholt havde en travl formiddag hos de nordfynske virksomheder
Lars Christian Lilleholt havde en travl formiddag hos de nordfynske virksomheder

 

I fredags havde Nordfyn besøg af Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt. Ministeren skulle besøge tre nordfynske virksomheder, der hver især havde nogle udfordringer, de gerne ville drøfte med ham.

Hos Sanovent ville man gerne drøfte udfordringer omkring certificering af ventilationsanlæg, hos Senmatic handlede det om tilskudsordninger i forbindelse med energibesparelse i belysningssystemer, og hos Orkla var det de meget komplekse beregningsmetoder i økonomien ved levering af overskudsvarme til fjernvarmenettet, der var på dagsordenen.

Nedenfor fortæller direktørerne for de tre virksomheder om deres oplevelse ved ministerbesøget.

 

Ministeren på besøg hos Orkla Confectionary & Snacks (KiMs)
Ministeren på besøg hos Orkla Confectionary & Snacks (KiMs)

Kim Munk, Orkla Confectionary & Snacks Danmark (KiMs)

Kim beskriver ministerens besøg som positivt og gensidigt informativt. Der var stor lydhørhed for de problemstillinger, der blev fremlagt omkring fabrikkens tilslutning til fjernvarmenettet. Ikke at man skulle aftage fjernvarme, men derimod levere overskudsvarme til nettet. Beregningerne omkring økonomien har været så komplicerede, at Kim Munk måtte entrere med en tredjepart for at få dem i hus. Ministeren anerkendte, at der var for stor en grad af kompleksitet i de afstukne retningslinjer og viste en stor grad af detailviden om stoffet. ”Jeg vil tage det med hjem, for her må gøres noget,” udtalte Lars Christian Lilleholt.

Kim Munk siger også, at ”ministeren viste åbenhed og stor forståelse for erhvervslivets udfordringer.”

Fabrikken i Søndersø forventer, at investeringen i anlægget til levering af overskudsvarme vil give overskud på sigt.

Kim Munk udtaler videre: ”Vi har hele tiden haft en positiv holdning til dette projekt, og det har været en fornøjelse at arbejde sammen med Nordfyns Kommune, Energi Fyn og andre aktører, der har haft et ligeså positivt mindset i gennem denne proces.”

Kim var glad for besøget og understreger vigtigheden af, at der blev lyttet og forstået.

 

Ministeren var populær under besøget på Nordfyn og fik indblik i mange detaljer, bl.a. på virksomheden Sanovent
Ministeren fik indblik i mange detaljer på virksomheden Sanovent

Uffe Jespersen fra Sanovent

Uffe glæder sig over, at ministerbesøget har skabt lidt røre i branchen, og er spændt på at se hvad det bringer med sig. ”Det kan gå både den ene og den anden vej – enten bremser de store aktører lidt op og giver plads til os små, eller også ser de sig sure på mig. Jeg håber, at de rådgivende ingeniører får øjnene op for, at man godt kan lave gode produkter, selvom man ikke har mulighed for at få alle sine produkter Eurovent-certificeret”. De mindre producenter er begejstrede over besøget og er ligesom Uffe fra Sanovent spændte på, hvad det bringer med sig.

”Jeg havde en rigtig god dialog med ministeren, han virkede meget sympatisk og stillede alle de rigtige spørgsmål – så nu er jeg meget spændt på at se hvad der sker fremadrettet”, fortæller Uffe og fortsætter, ”Jeg er meget taknemmelig for at Nordfyns Erhverv og Turisme gav mig denne enestående mulighed for at blive hørt af ministeren, og allerede nu kan jeg mærke positive reaktioner fra kunderne – det er nærmest en slags blåstempling af firmaet, at ministeren har været her”.

Lars Christian Lilleholt fik set og hørt meget på virksomhederne, også på det sidste stop ved Senmatic
Lars Christian Lilleholt fik set og hørt meget på virksomhederne, også på det sidste stop ved Senmatic

Mads Sckerl fra Senmatic

Mads fra Senmatic var glad for at få besøg af ministeren, og han beskriver besøget som ”kort, men godt”. Han synes ministeren havde sat sig godt ind i tingene, lyttede og stillede nogle gode og relevante spørgsmål.

”Jeg synes det var spændende at høre lidt om hvordan ministeren arbejder, og det var fedt at kunne give input til hans arbejde. Han virkede meget interesseret i at høre om og se vores produkter, så det var en rigtig god oplevelse at få lov at vise vores ting frem og fortælle om den nye teknologi på markedet”, fortæller Mads.

Derudover fik han et godt tip af ministeren; ”han fortalte om det arbejde der foregår i EU i forhold til energibesparende tiltag. De arbejder med politisk regulering og nye lovkrav, der muligvis kan blive relevant for os. Jeg håber på at kunne præge det arbejde, der foregår i EU, til fordel for de LED lamper til drivhuse, vi har udviklet her på Senmatic”.

Han sluttede også af med at takke NEET for muligheden for at møde og præge ministeren og hans arbejde; vi siger velbekomme og glæder os over at have muligheden for at støtte vores medlemmer på forskellig vis.

 

Læs mere:

KiMs

Sanovent

Senmatic