Mere hæder til erhvervslivet på Nordfyn

Morud VVS og El

Tekst og foto: Ove Syberg
Dato: 26-09-2018

NEET har sat John Riber, som er den ene af ejerne, i Morud VVS & EL stævne. Vi skal have en snak om virksomheden – og den hæder, de for nylig har fået.

Johns gamle læremester, som er den anden medejers far, startede virksomheden for ca. 40 år siden.

I starten var der kun VVS og smedje, men så kom der el til i 2000, da Jesper kommer tilbage til virksomheden. Han havde i mellemtiden taget autorisationen til el-installatør samt til naturgasinstallationer, så nu kunne der spilles på mange tangenter.

Dermed var Morud VVS & El etableret med John og Jesper som ejere, og det skete for ti år siden. John fik sin autorisation med god hjælp og fleksibilitet fra den tidligere ejer Jørgen, og dermed blev John og Jesper ejere med 50% hver.

”Det giver rigtig mange fordele at have VVS og El i samme hus,” fortæller John. ”Vi kan i højere grad tage større opgaver ind i totalentreprise og dermed styre hele processen, lige fra tilbud til aflevering af projektet. Det er også nemmere i mindre entrepriser, at vi hjælpes ad i VVS og El-afdelingen. Og det går lidt op og ned med opgaverne, men heldigvis går det opad for tiden.”

Morud VVS og El

Gode medarbejdere

Det sværeste i de dårlige situationer er at holde på de gode medarbejdere i nedgangstider. Det kan nemlig være svært at få dem tilbage når det går godt, hvis man først har skilt sig af med dem, fortæller John:

”I det hele taget er det svært at få faglært kvalificeret arbejdskraft inden for VVS og El-branchen.”

De har lige ansat en ny lærling, og til det siger John, at de gode lærlinge heller ikke hænger på træerne.

I alt er der seks mand i VVS-delen og to mand i el-afdelingen. Desuden en flexjobber på tyve timer til det administrative. I starten gik det administrative lidt på slump. De forsøgte forskellige løsninger, men helt godt gik det ikke. En dame, der blev ansat, faldt ikke rigtig til og måtte forlade jobbet efter et par uger. En mand fra Sri Lanka, som også havde søgt jobbet, blev kontaktet, men han havde været ude for et biluheld og kunne ikke helt varetage jobbet. Han startede dog alligevel stille og roligt op, og det gik rigtig fint: "Han kan nu varetage alle de administrative rutiner samt svare telefoner og håndtere anden kundekontakt. Han har nu været hos os i over ti år,” fortæller John.

Morud VVS og El

Førsteplads

Morud VVS og El har opnået en flot hæder for nylig.

De er med i www.håndværker.dk , som er en online platform med over 28.000 håndværkere i alle brancher. Her kan kunderne vurdere de enkelte virksomheder og give dem karakterer efter hvor godt de har præsteret. Her har Morud VVS & El fået førsteplads som den bedste virksomhed i hele Region Syddanmark inden for deres kategorier. De har i begge kategorier VVS og Elektriker scoret fem stjerner af fem mulige. Og det er jo kunderne der har kåret dem, så det er fantastisk.

Flere og flere bruger platforme som Trustpilot og www.håndværker.dk, når de skal vælge deres leverandør. Så det kan være godt for andre håndværksvirksomheder, om lige at bede deres kunder anmelde dem på online platforme – det kan være rigtig godt for virksomheden.

Ligeledes fortæller John, at de kunder, der bruger lidt tid på bedømmelsen, faktisk bliver en form for ambassadører for virksomheden:

”Vi har fået kunder længere væk end vi plejer, og flere af dem siger at de henvender sig, fordi de har kigget efter bedømmelser på nettet. Men det kræver selvfølgelig, at vi har en holdning til kunderne, som er på deres præmisser.”

Så jo, det kan godt betale sig at bruge lidt tid på at få nogle bedømmelser i hus.

Morud VVS og El

Vækstplaner

Kundekredsen er meget bred. Der er både private, men også store faste erhvervskunder.

Endvidere er der godt gang i installationer af varmepumper, som er den nye trend, fortæller John.

Morud VVS og El har også vækstplaner, og de håber, at der inden for de næste år bliver plads til et par mand mere i virksomheden. John satser på, at det også vil give ham lidt luft til at lave de overordnede ting som beregninger og tilbudsgivning.

Så der er optimisme at spore i virksomheden.

 

Læs mere

Morud VVS og El

håndværker.dk

trustpilot.dk