Luciaklinikken, idyllisk og bredtfavnende

Luciaklinik på Nordfyn

Tekst og foto: Ove Syberg
30-05-2018

Her på Nordfyn, lige uden for Søndersø, er Luciaklinikken rykket ind i det gamle Dallund Slot. Det er fantastisk, da både slot og omgivelser er helt unikke.

Initiativtager og direktør for Luciaklinikken Nanna Kirkebjerg fortæller, at det er en gammel drøm, der er gået i opfyldelse med indretningen i Dallund Slot.

Luciaklinik på Nordfyn

Det holistiske menneske

Nanna fortæller at man her på Luciaklinikken laver helt individuelle behandlingsforløb for de patienter der indlægges. Patienterne er ofte personer, der har haft en alvorlig sygdom, såsom stress, et kræftforløb eller en anden livstruende sygdom. Det kan også være efter en alvorlig ulykke. Fælles for de indlagte er, at der tit er ar på både krop og sjæl efter en hændelse. Nanna ser altid det holistiske menneske i de enkelte behandlingsforløb.

Luciaklinikken tilbyder både behandling og rekreation ovenpå sygdomsforløb i disse fantastiske omgivelser, som i sig selv må være balsam for sjælen.

Luciaklinik på Nordfyn

Stressramte og kræftpatienter

Luciaklinikken har personale med meget forskellige kvalifikationer. Der er speciallæger, psykologer, psykoterapeuter, sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale. Der er også andre behandlere, såsom massører, zoneterapeuter og akupunktører. ”Så vi har en meget bred vifte af behandlere,” siger Nanna. ”Yoga, åndedrætsøvelser og andre øvelser er også en del af vores aktiviteter.”

Over halvdelen af de patienter der kommer, er stressramte eller udbrændte.

”Det er virkelig blevet en folkesygdom,” fortæller Nanna: ”Inden for det område har vi kun set toppen af isbjerget. Når man behandler stress, er det både kroppen man skal have fat i, ligesom de dybe samtaler med terapeuterne er vigtige.”

Nanna fortæller videre, at en anden stor gruppe der kommer, er kræftpatienter. Både terminale patienter, der ønsker en dejlig sidste tid med megen omsorg, men også helbredte patienter, der simpelt hen skal rekreeres efter et heftigt behandlingsforløb.

Der er også patienter med angst, der ønsker behandling, ligesom der er indlagte efter store operationer, som har behov for rekreation og afslapning.

Luciaklinik på Nordfyn

Break even

Der er ca. 15 fastansatte på Luciaklinikken, men ved siden af er der også mange, der arbejder på konsulentbasis nogle dage om ugen. Nanna, der er speciallæge i almen medicin, arbejder selv i en lægepraksis to dage om ugen.

”Luciaklinikken er kun et års tid gammel, og det har været et hårdt år,” erkender Nanna. ”Men det går faktisk godt nu, og økonomisk er vi ved at nå break even.”

Luciaklinik på Nordfyn

En livsdrøm

Men hvorfor binder man an med sådant et stort projekt, spørges der. Her fortæller Nanna, at det er en livsdrøm der er gået i opfyldelse, og forberedelser har stået på længe.

I ti år har hun drømt om at etablere et sted, hvor man smeltede den medicinske behandling sammen med den alternative, således at man kunne lave en 100% individuel behandling. De var så en gruppe forskellige behandlere, der lavede en gruppe der satte sig for at starte Luciaklinikken, men de skulle finde det helt rigtige sted. Og det blev Dallund Slot.

Nannas gode ven Bjørn Bahnsen, der ejer Trio Line A/S, købte slottet, og Luciaklinikken lejer sig ind. Bjørn Bahnsen så det både som en god investering og som en fremragende ide med en lys fremtid.

Luciaklinik på Nordfyn

Fremtiden

Nanna håber, at Danske Regioner vil anerkende Luciaklinikken som et privathospital på linje med andre, således at der bliver henvist patienter uden egenbetaling. Ligeså med forskellige forsikringsselskaber, der kan laves aftaler med.

Hvordan ser Luciaklinikken ud om fem år, spørges der. Nanna fortæller, at på det tidspunkt skal der være over 2000 betalte overnatninger om året. Ligeledes er der så solid økonomi på det tidspunkt, så der kan afsættes betydelige midler til forskning og lignende. Allerede i 2020 har de budgetteret med midler til forskning.

Det er også planen, at Luciaklinikken skal være næsten selvforsynende med økologiske fødevarer.

Så forretningsplanen er klar, og der skal gæster ind fra hele Danmark og på sigt også fra hele Europa.

 

Læs mere

Se mere om Luciaklinikken